Requiem For A Dream

Af: Michael Agerbo Mørch
En grum og til tider kvalmende film, der udstiller en stofmisbrugers liv så nådesløst og fængende, at man på trods af mavefornemmelsen fastholder blikket på skærmen.

Et rekviem er egentlig en katolsk sjælemesse. Ordet har dog også fået en mere kunstnerisk betydning, da specielt komponister har taget sjælemessen eller sågar begravelsens temaer til sig. Fx komponerede Mozart et rekviem, som først lå færdigt ved hans død.

Ud fra ovennævnte kan man så gætte på, hvad Aronofsky har ment med titlen på sit drama fra 2000. Er det en begravelse for drømmen? Eller en kunstnerisk skildring af menneskers vandring mod døden? Der er flere muligheder end bare disse to!

Filmens agenda kunne næsten være refrænet fra Prædikerens Bog (bog fra Det Gamle Testamente) "der er intet nyt under solen". For der er vel næppe fire ingredienser, som går mere igen i filmverdenen, end kærlighed, sex, våben og stoffer. På den front må "Requiem for a Dream" stilles i samme bås som mange andre film. Alligevel fornemmer man her, at der er noget nyt på færde.

Da filmen kom på gaden i 2000 vakte den røre i den danske filmpresse. Der var stor uenighed om filmens kvalitet(er). Nogle fandt den usmagelig, ja nærmest frastødende. Andre igen så den som et mesterværk, der dog nok var ved at drukne lidt i sine egne visuals. Det er som altid nok ret individuelt, hvordan man ender med at tolke en sådan en film, men for ikke at ende i den rene ligegyldighed, skal vi lige et spadestik dybere i filmen.

Sara Goldfarb (Ellen Burstyn) er en ældre kvinde, der bor alene i en lejlighed. Hun er smådoven, og elsker at sidde og se sit yndlingsprogram, hvor tv-værten Tappy (Christopher McDonald) giver "help-yourself"-råd til seerne. Sara har en søn, stofmisbrugeren Harry (Jared Leto). Harry kommer sjældent forbi, og når han endelig gør det, er det som regel for at stjæle moderens fjernsyn, som han så kan sælge til den lokale genbrugsbutik, hvorefter stakkels Sara kan gå ned og købe fjernsynet tilbage. Pengene bruger Harry naturligvis på stoffer, sammen med sin sin kæreste Marion (Jennifer Connelly) og kammeraten Tyrone (Marlon Wayans).

De tre venner drømmer om at åbne en modebutik, og derfor skal der penge i kassen. De begynder at deale nogle stoffer på det lokale gadehjørne, men det er aldrig omkostningsfrit at tage del i mafiosoens løjer.

En dag modtager Sara en opringning fra det tv-selskab, som sender hendes yndlingsprogram. Sara skal optræde i programmet. Sara bliver lykkelig og ser det som sin store mulighed for at få succes og anerkendelse. Men hun vil have den røde kjole på, som hun havde på, da Harry blev student. Og derfor må hun gå til lægen for at få en kur. Hun ender dog i et sygeligt amfetamintrip for at nå ned på den lave vægt, der skal til, for at kjolen kan passe. Dermed sidder alle fire nu i pillernes nådesløse saks.

Der er ingen tvivl om, at de visuelle effekter, som Aronofsky benytter sig af, bærer en stor del af filmen. Jeg synes, de er geniale og ekstremt spændende at se på, mens andre nok finder det i overkanten. Jeg synes, at Aronofsky, modsat mange andre, der behandler de kendte temaer, formår at bruge sit medie og sin teknik til at vise misbrugernes liv frem på en måde, så man bedre forstår det. For når alt kommer til alt, så er en verden fyldt med våben og stoffer sjældent noget, som os almindelige mennesker kender noget til. Alligevel sluger vi disse film som god underholdning (et faktum som vel må mane til eftertanke!?). Derfor er det rart at se en film, hvor instruktøren er interesseret i at afkode den romantisering, der ofte gives misbruget, og ikke lade det ske på bekostning af kvaliteten.

Der er dog scener til sidst i filmen, hvor det efter enhver smag må være over grænsen. Specielt er der scener hvor Marion sælger sig selv for at få råd til stoffer, og det er så kvalmende og dyrisk, at de fleste (med god grund) vil kigge væk. Derfor er der mere end nogensinde grund til at overholde censur-kravet på 15 år. Hvis den da ikke burde være tre år ældre!

Filmen er i mine øjne et æstetisk mesterværk, der også har et manuskript, der kan bære det. Filmen har efterhånden fået kultstatus, men samtidig er det en smal, mørk og grum film, som de fleste bør fravælge.

---