Reprise

Af: Johannes Korsholm Poulsen
En film om relationer mellem mennesker. Stærkest er Phillips kamp for at adskille sine psykiske problemer og sin kærlighed til kæresten.

"Reprise" er intet mindre end en generationsfilm om ungdomskultur i det 21. århundrede.

Den foregår i et intellektuelt, ungt miljø i Oslo blandt forfatterspirer, postpunkere og Joy Division-fans. Og selvom miljøet er hensat til den norske hovedstad, kunne det lige så godt have foregået i f.eks. København, hvilket fra starten er med til at få filmens personer og problemstillinger til at virke meget autentiske og relevante.

Filmen følger primært de to venner Phillip og Erik, som begge ved fortællingens begyndelse forsøger at få udgivet deres respektive debutromaner. Og så vil jeg helst ikke gå mere i detaljer med handlingen, for "Reprise" er nemlig ikke en klassisk, socialrealistisk ungdomsfilm. Handlingen tager mange afstikkere undervejs, og især beskæftiger filmen sig meget med, hvad der lige så godt kunne være sket i en given situation – selvom der så faktisk sker noget andet! På den måde bliver hele fortællingens form til en udforskning af tilfældets magt over begivenhedernes gang. Til tider virker det, som om filmens virkelighed i sig selv er fuldstændig vilkårlig, hvilket er med til at understrege den nihilisme, som flere af Erik og Phillips venner dyrker.

Dette betyder dog ikke, at "Reprise" er et følelseskoldt, kynisk stileksperiment.

Filmens kerne er og bliver relationer mellem mennesker i alle afskygninger. Stærkest er Phillips kamp for at adskille sine psykiske problemer og sin kærlighed til kæresten Kari.

Men filmen ulmer også af frustration over det etablerede samfund. Her er især en montage fra en 17. maj-parade i Oslo bidende skarp i sin udstilling af et samfund, som filmens hovedpersoner slet ikke kan identificere sig med. Selvretfærdig bliver historien dog aldrig, for den er lige så sønderlemmende i sin kritik af de unges modkulturs kynisme, overfladiskhed og hykleri. Og her rammer den virkelig plet på en måde, så alle, der kan identificere sig bare en smule med filmens miljø, må føle sig afsløret og have stof til eftertanke. Jeg gjorde i hvert fald! Og måske tager man kritikken endnu mere til sig, fordi filmen ikke blot fordømmer og afviser ungdomskulturen, men også viser glimt af ægte venskaber og en reel udvikling i karakterernes liv. Hvis det altså er det, den gør! Grundet filmens særegne fortællestil kan man aldrig være helt sikker.

Noget af det mest imponerende ved "Reprise" er, at den er norske Joachim Triers debut som spillefilmsinstruktør. Og der er ikke det mindste præstationsangst eller rysten på hænderne at spore i filmens rent tekniske præsentation. Den er umådelig stilsikker hele vejen igennem, og ikke et af de mange alternative greb mislykkes, hverken visuelt eller fortælleteknisk. Det er tydeligvis også en af filmens store styrker, at Trier er så ung, som han er (han er 33), og sikkert kender kunstnermiljøet indefra med dets roser og torne. Under alle omstændigheder er "Reprise" en fantastisk ægte, ærlig og dristigt udført film om at være først i 20'erne i det 21. århundrede. Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvad Trier finder på næste gang!

---