Rental Family

Af: Christian Thomsen
Brendan Fraser spiller en amerikansk skuespiller i Tokyo, der pludselig får en rolle, der ændrer hans liv.

ÆGTE ELLER UÆGTE NÆRHED 

Der findes film, som tager udgangspunkt i et så særpræget fænomen, at man næsten tror, det er opdigtet. ”Rental Family” er en af dem. I Japan er det muligt at leje mennesker, som midlertidigt kan udfylde roller som familie, venner eller bekendte – ikke som bedrag, men som en social service til mennesker, der af forskellige grunde står alene. Det lyder umiddelbart både tragisk og en smule absurd, men filmen formår hurtigt at gøre det menneskeligt og genkendeligt.

Filmen handler om Philip, spillet af Brendan Fraser. Philip er amerikaner, men har boet i Tokyo i syv år, og forsøger at få sin karriere som skuespiller på skinnerne. Han er alene og ser kun en prostitueret kvinde, som han dog får en form for kærligt nærvær med. En dag støder han på et firma, der søger skuespillere til at udfylde de roller, som kunderne bestiller. En af hans første roller er som ægtemand til en japansk kvinde, der skal lave et falsk bryllup til ære for familien, så der ikke bringes skam over dem, når hun bagefter flygter med sin lesbiske kæreste. Philip spiller ægtemand, og familien tror, at datter og svigersøn flytter til Canada. Herefter tager Philip videre til næste rolle, og kvinden lever lykkeligt med sin kone, uden familien fatter mistanke.

Philip har først nogle etiske kvaler med de forskellige roller, men da han ser, at han er med til at skabe glæde for andre mennesker, accepterer han præmissen.

Følelser med måde
Historien bevæger sig ad to spor: Philip får job som far til en ung pige, hvis mor har brug for to forældre for at få pigen ind på den ønskede privatskole. Pigen skal også selv være i den tro, at Philip er den far, hun aldrig har kendt. Ved siden af dét spiller han også en journalist, der skal interviewe en aldrende filmstjerne, der føler, offentligheden har glemt ham. Det er skuespillerens datter, der hyrer Philip til at narre faren til igen at føle et værd. Præmissen for filmen er god, og der bliver også spundet nogle gode historier rundt om det.

Historien med far-datter forholdet har mulighed for at blive rigtig sentimental. Mange amerikanske film ville have gjort det til rigtig sødsuppe, og filmen her balancerer på en knivsæg. Når filmen formår at holde det nøgternt, skyldes det nogle valg truffet på manuskript-plan. Det går ikke lige præcis, som mange ville tro, og som man har set i mange lignende historier.

Ægte relationer i en kunstig ramme
Filmen stiller mange etiske og moralske spørgsmål. Kan et forhold være ægte, hvis det er betalt? Er nærhed mindre værd, hvis den er aftalt på forhånd? Filmen insisterer ikke på én sandhed, men lader spørgsmålene stå åbne. Det er netop her, den bliver rørende uden at blive overforklarende.

Det er en god og varm filmoplevelse, som tager sit publikum alvorligt. ”Rental Family” minder os om, at menneskets behov for fællesskab er dybt, og at længslen efter at høre til kan finde udtryk på mange måder – også nogle, der umiddelbart virker fremmede. En stille film med gode præstationer og en følsomhed, der bliver hængende efter rulleteksterne.

---