PATRIOT ELLER FORRÆDER
En 25-årig kvinde kommer hjem til sit lejede hus, hvor hun bor sammen med en hund og en kat. På vej hjem fra arbejde har hun været omkring dagligvarebutikken. I indkørslen bliver hun mødt af to mænd, som viser sig at være fra FBI. De to agenter optræder venligt, men de fortæller samtidig, at de har en ransagningskendelse til hendes hus. Hun virker ikke særlig foruroliget. Allerede på dette tidspunkt er vi blevet præsenteret for alle de personer, der kommer til at betyde noget i filmen. Hovedpersonen er den unge kvinde Reality Winner (Sydney Sweeney), der er ansat som oversætter i NSA, som er en væsentlig del af USA's spionagevirksomhed. Hun har været udsendt til Mellemøsten som soldat i luftvåbnet og håber nu på en udsendelse som sprogofficer. Hun taler flere mellemøstlige sprog. De to mænd er agent Garrick (Josh Hamilton) og agent Taylor (Marchánt Davis). Resten er bipersoner stort set uden replikker.
Manipulerende afhøringsteknik
Det helt specielle ved filmen er, at dialogen er klippet direkte fra virkeligheden. Et skilt først i filmen fortæller: "FBI har dokumenteret følgende hændelser med en diktafon. Dialogen i denne film er alene taget fra udskriften af optagelsen."
Efter indledningen befinder de tre hovedpersoner sig i et tomt lokale bagest i huset, hvor resten af filmen foregår. De to agenter afhører Reality i tre timer om et læk af fortrolige dokumenter. Dokumenterne er havnet hos en avis, som har offentliggjort dem. Og nu peger efterforskningen på Reality. Filmens hovedanliggende er at vise, hvordan FBI håndterer en afhøring, og hvordan det påvirker den anklagede. Reality viser sig som en sød pige, der beredvilligt svarer på agenternes spørgsmål. Men efterhånden får de hende kørt op i et hjørne, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Agenternes spørgsmål er voldsomt nærgående. De manipulerer ved at skifte mellem uskyldigt småsnak og nærgående spørgsmål. De forsøger at lægge hende ord i munden, og de afslører gradvist, at de ved mere, end hun er klar over. Vi får efterhånden en fornemmelse af, at hun helt fra begyndelsen har gennemskuet dem, og at hun også er i stand til at manipulere. Sydney Sweeneys skuespil, musikken og fotograferingen er så fremragende, at vi jævnligt sidder med hjertet i halsen og svedige hænder.
Stærkt psykologisk spil
Dokumenterne afslører detaljer om en forbindelse mellem Donald Trumps valgkamp og russiske embedsmænd. Reality fandt dokumenterne ved en tilfældighed. Hun elsker sit land, så hun blev forarget over, at så væsentlige oplysninger om præsidentvalget skulle holdes hemmelig for offentligheden. Hun mener, at hun handlede i folkets og demokratiets interesse, mens andre mener, at hun har forrådt sit land. Filmens styrke er ikke, at der bag den ligger en sag, der handler om chokerende detaljer i en præsidentvalgkamp. Styrken ligger i, at den skildrer de psykologiske kræfter i FBI's lovlige afhøring af en 25-årig pige, der er helt uforberedt og alene. Og den gør det så stærkt, at vi selv føler os manipuleret sammen med hende.
Til slut får vi et glimt af, hvordan dele af medierne bragte nyheden om lækket af de hemmeligstemplede dokumenter. Det går desværre så hurtigt, at vi kun fornemmer den voldsomme fordrejning, historien fik i offentligheden.
Filmen er kommet på dvd og kan ses på filmstriben.dk