Rachel Getting Married

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Af: 05
Kym har været på afvænningsklinik og vender hjem til sin søsters bryllup. Men under festen dukker gemte, men ikke glemte hændelser op til overfladen.

Der er en scene i "Rachel Getting Married", som på en fin måde rummer filmens tone og historie og bliver et øjebliksbillede af det, filmen handler om – nemlig: Familie. Det foregår til "rehearsal dinner" – prøvemiddagen, som er en amerikansk tradition - få dage før Rachel (Rosemarie DeWitt) bliver gift med sin Sidney. Der er taler, musik, vittigheder, mennesker og god mad. Stemningen er varm, festlig og helt vidunderlig; sådan som et bryllup skal være. Talerne er fyldt med kærlighed og omsorg for brudeparret, og man fornemmer, at deres drømme om et "anderledes" bryllup med rum til forskellige mennesker fra forskellige familier lykkes. Men så tager Kym (Anne Hathaway) ordet. Alle ved, hvem hun er – brudens søster, der netop er vendt hjem efter en tur på en afvænningsklinik. Det er ikke første gang, hun har været sådan et sted, og tilsyneladende tror ingen, at det er sidste gang. Hendes tale ændrer rummet, der bliver mærkbart køligt. Hun forsøger at gøre sig munter over sin egen situation, alt imens hun afleverer en ikke særlig velformuleret undskyldning til bruden, der dårligt kan se sin søster i øjnene. Så sætter Kym sig ned – og festen kan fortsætte.

I den scene rummes alle de brud, alle de sår og alle de usagte konflikter, Kym fremkalder ved sin blotte tilstedeværelse i sin egen familie. Hun er vendt hjem til en familie, der gerne vil sige, at den da for længst har tilgivet hende, men man spørger sig selv, om det nu også er tilfældet. For Kym har gjort noget, der gør så ondt, at man dårligt kan tale om det. Så hvad gør man? Går man som katten om den varme grød i alle de dage, brylluppet varer, eller tager man tyren ved hornene i tro på, at man faktisk kan rykke ved tingene?

Det er en umådelig fin og smertefuld og frem for alt overraskende ægte film, Jonathan Demme ("Ondskabens øjne") har lavet. Sådanne film om familier kan jo ende i den rene parodi med skeletter, der vælter ud af skabene, så det er en ren ynk, men Demmes film virker, fordi han insister på at vise os en familie, der har omsorg for deres søster og datter – selvom det gør ondt. Meget ondt. Det er på nogle måder en forfærdelig film. Der er scener, hvor der røres eftertrykkeligt ved det mest smertelige, og hvor det virvar af had og vrede, der råder, kommer op til overfladen. Og der er scener, der overrasker med sin ømhed og oprigtighed. Jeg tror det er rigtigt set, at sådanne følelser kan leve side om side – måske især i sådanne familierelationer, hvor meget lidt bliver glemt, og hvor det kan være svært at bryde med den rolle, man nu engang har fået tildelt. For Kym er det en kamp at gøre op med det mønster, hun har efterladt sig. Hun ser at det er alvorligt og væsentligt, og hun forsøger oprigtigt at gøre det. For søsteren Rachel, der er den pæne, succesfulde storesøster, er det vanskeligt at acceptere både fortiden og nutiden. Rachel, der ellers har tjek på alt, er måske den, der har de største problemer ved at leve videre.

Filmen er uhyggeligt velspillet. Anne Hathaway, der mest er kendt fra "The Princess Diaries"-filmene, er et fund som den Kym, der ikke kan tilgive sig selv, og som ikke kan tro på en Gud, der kan tilgive hende det, hun har gjort, og Rosemarie DeWitt skaber med Rachel en figur, der er underlig genkendelig, men som alligevel overrasker.

Det er en bittersød film, der er så forunderlig kold, som den er varm. Det gør ondt at se den, men det gør også godt!

---