Rabbit Hole

Af: Per Breindahl
Sorg over en afdød er som en sten i lommen. Du kan lære ikke at tænke på den, men så får du pludselig hånden i lommen, og den er der stadig.

Skyld, fortrængninger, flugt, vrede, meningsløshed, minder, sarkasme, ironi. Reaktionerne oven på et nært familiemedlems pludselige og alt for tidlige død suser rundt i hovedet lige så ukontrolleret som løse genstande suget op af en tropisk tornado.

Becca og Howie Corbett (Nicole Kidman og Aaron Eckhart) spiller i "Rabbit Hole" et ungt forstadspar, der søger at redde deres ægteskab og finde ud af at leve med deres sorg, efter at deres eneste barn, den 4-årige Danny, er dræbt i et trafikuheld. Filmen begynder 8 måneder efter det tragiske uheld, hvor Danny fulgte efter familiens hund ud på vejen og blev dræbt af en ung bilist, der forsøgte at undvige hunden, men i stedet ramte drengen.

Forældrene forsøger at få livet til at gå videre, forsøger at holde sammen på ægteskabet. Men det er ikke let – minderne om det meningsløse dødsfald ligger altid lige under overfladen. Uventede og kraftige reaktioner udløses af små hændelser eller bemærkninger fra mennesker, der krydser deres vej.

Det store HVORFOR er naturligvis et af de spørgsmål, der kommer igen og igen. En af filmens bipersoner forsøger at forklare det med, at Gud nok havde brug for en ekstra engel. En forklaring Becca fejer af vejen med en bemærkning om, at så behøvede han da ikke at tage et barn. Han kunne bare have knipset med en finger og skabt en engel mere.

Og hvordan lærer man at leve med sorgen? HUN vælger at fjerne det, der minder om barnet, finde forklaring, søge forsoning med den unge mand, der kørte barnet ned, starte på en frisk, trampe ekstra hårdt på løbebåndet. HAN vælger at klynge sig til minderne, gense filmstumperne med sønnen igen og igen, overnatte i sønnens seng, flygte ind i en hashrus. To forskellige strategier, der truer med at rive ægteskabet i stykker.

Replikken med englen er ikke den eneste reference til troen. Den person, der er mest i balance i filmen, er Dannys mormor, Nat (Dianne Wiest). Hun har ikke blot mistet et barnebarn, men også sønnen Arthur, der døde af en overdosis i en alder af 30 år. Nat har fundet trøst i sin kristentro. En løsning, der ikke er brugbar for datteren Becca, for, som hun siger til sin mor: Hvorfor tilbede en Gud, der mishandler dig?

Den unge mand, Jason (Miles Teller), der kørte Danny ned, må også leve med det store HVORFOR. Han finder svar i pseudo-videnskabelig teori om, at universet består af en række parallel-universer med de samme mennesker, der blot lever forskellige liv. Det er altså blot et tilfælde, at vi lever i det univers, hvor uheldet var ude den dag. Kaninhullet, der har lagt navn til filmen, er tunnelen mellem de uafhængige, men alligevel forbundne universer.

"Rabbit Hole" er et teaterstykke omsat til film – så alt foregår på få lokaliteter og med få personer. Filmens store oplevelse ligger i Nicole Kidmans spil. Med små ansigtstrækninger, kropssprog og sikker timing viser hun styrken af den tornado, der hærger hendes sind.

Filmen er en afprøvning af mange strategier for at leve med sorgen. Den peger ikke på en rigtig strategi og forklarer ikke døden som andet end meningsløs. Den opfordrer til at holde sammen og støtte hinanden og acceptere, at vi reagerer forskelligt. Filmen fortæller, at du aldrig slipper af med sorgen over et mistet barn. Sorgen er som en sten i lommen. Du kan lære ikke at tænke på den, men så får du pludselig hånden i lommen, og den er der stadig.

---