Prisoners

Af: Sprint Aagaard Korsholm
Af: 09
En rystende film om selvtægt, som rejser spørgsmål om bl.a. tro og tvivl, bitterhed og had.

To kristne familier rammes
Vi begynder i USA, hvor to familier holder en klassisk idyllisk Thanksgiving-fest sammen. Idyllen forvandles til rædsel, da den yngste pige fra hver familie sammen går ud for at lege – og forsvinder sporløst! Eneste mulige spor er en autocamper, som de to pigers storesøskende har set parkeret i nærheden. Politiets efterforskning, ledet af den erfarne kriminalassistent Loki (Jake Gyllenhaal), finder hurtigt frem til ejeren af autocamperen. Det viser sig at være en noget retarderet yngre mand, Alex. Da der ikke findes beviser i hverken bilen eller i Alex's hjem, må politiet løslade ham. Faren til den ene pige, Keller Dover (Hugh Jackman) ser helt klart Alex som den skyldige og kidnapper ham for under tortur at få ham til at fortælle, hvor de to piger er. De andre forældre inddrages mere eller mindre frivilligt i Kellers projekt. Sideløbende med dette projekt følger vi Lokis opklaringsarbejde, hvor mange indviklede tråde efterhånden samler sig til et muligt mønster.

Effektfuld thriller
Filmen er en meget effektfuld thriller, hvor kameravinkler, lyd og plot samarbejder om at opbygge en stigende intensitet med flere overraskende vinkler undervejs. Der er stort fokus på de forskellige udviklingsforløb i filmen. Keller, der går fra solid familiefar til rasende voldsmand og vrag. Det andet ægtepar, der går fra passivitet til delvis medvirken under protest. Relationen mellem Loki og Keller, der mildest talt er spændt, ligesom relationen mellem Loki og hans overordnede efterhånden også bliver det. Der er en del vold i filmen, så grænsen ved de 15 år er ok.

Gud eller ej
Filmen begynder med, at der bedes et helt Fadervor – ordret. Måske er det Keller selv, der beder det. I hvert fald bedes det, mens man ser ham og hans søn. Keller beskrives meget bevidst som typisk engageret kristen: fiskemærke på bilen, kors hængende ned fra bakspejlet – og i en kæde rundt om hans hals. Endvidere begynder han igen et godt stykke henne i filmen at bede Fadervor igen, men må stoppe undervejs. Forbryderne beskrives også i en kristen ramme – men som tidligere meget hengivne kristne, der efter at have mistet et barn, blev bitre på Gud og nu bekriger ham. Så på én måde rummer filmen meget kristent stof. På den anden side kan det ærgre mig, at beskrivelsen af de kristne er så urealistisk. En typisk "fiskebils-kristen" i USA ville have reageret på en så rædselsfuld ting som bortførelsen af datteren ved dels at bede Gud om hjælp, og dels at stille Gud et meget anklagende spørgsmål: "Hvordan kan du dog tillade det her!?" Og menigheden ville være stimlet sammen til fælles bøn og trøst. Ingen af delene sker – Keller prøver at klare tingene selv uden at blande Gud ind i det. Det gør, at heller ikke denne film formår at give en realistisk beskrivelse af denne ret så udbredte type kristne. Og forbrydernes gudsforhold hører mere inde under psykiatrien end teologien, så heller ikke her henter vi meget stof til en realistisk skildring af et kristent miljø.

Hvem er fanget
Men der er basis for en rigtig god snak efter filmen, da den rejser mange relevante spørgsmål. Spørgsmålet om selvtægt står som det helt centrale: er det i orden, at Keller i sit fortvivlede forsøg på at redde pigerne torturerer Alex? Spørgsmålet om tro og tvivl – og om bitterhed – rejses med stor styrke. Problematikken ses fra en meget utraditionel vinkel, når forbryderne fremfører, at den mest effektive måde at bekrige Gud på, er at slå børn ihjel – for det vil medføre, at forældrene mister troen på Gud! Man kan fundere over, hvem der i denne film, egentlig er "prisoners" (fanger): Er det de to piger? Er det Keller, der er fanget i sin fortvivlelse, sit raseri og had? Er det forbryderne, der er fanget i deres bitterhed?

---