Priscilla

Af: Christian Thomsen
Alle kender Elvis. 'The King of Rock’n Roll' er et amerikansk ikon, som ændrede musikverdenen i forrige årtusinde. Men hvem er Priscilla? Sofia Coppolas nye film vil fortælle historien om kvinden i Elvis’ liv. Eller i hvert fald om én af dem.

KONGEN OG PRINSESSEN 

Alle kender Elvis. Eller, de fleste ved, hvem han var, og kender til den Elvis, som medierne har formet og skabt siden hans gennembrud i 1956. Men få mennesker var så tæt på 'The King', som Priscilla var i en lang årrække. Filmen er baseret på Priscillas bog, Elvis and Me fra 1985, og Priscilla er krediteret som producent. Det er Sofia Coppola, der har påtaget sig opgaven at adaptere bogen til et manuskript, og hun instruerer også filmen.

Mødet og livet med Elvis
Da Elvis er udstationeret i Vesttyskland under sin værnepligt i 1959, møder han, den dengang 14-årige Priscilla Beaulieu, som bor i landet, da hendes far er officer i den amerikanske hær. Elvis bliver straks fascineret af den unge pige, der, som alle andre amerikanske piger på det tidspunkt, er helt betaget af den smukke sanger med den store stemme og de vrikkende hofter. De begynder at se en del til hinanden og holder også forbindelsen, da Elvis et år efter mødet slutter sin værnepligt og tager tilbage til USA. Tilbage til et liv som superstjerne med tusindvis af kvindelige fans, som forguder den rebelske sanger.

Da Priscilla fylder 16, får Elvis arrangeret, at hun skal komme og bo hos ham i sit hjem, Graceland, hvor hun skal afslutte sin skolegang. I begyndelsen er alting fryd og gammen, og Priscilla lever drømmelivet. Men Elvis er sjældent hjemme pga. filmoptagelser i Hollywood, og Priscilla lever under faste regler på kongens slot. Tiden går, og Priscilla bliver efterhånden vant til stjernens livsstil, hvor man fester om natten og sover om dagen, og hvor sovepiller og 'opkvikkere' er en fast del af hverdagskosten.

På trods af mange ensomme stunder på Graceland og fornemmelsen af, at Elvis hygger sig i andre kvinders selskab, når han er bortrejst, bliver de to gift i 1967. Filmen fortæller, at Elvis ikke ville i seng med Priscilla før ægteskabet, og da hun kort efter brylluppet bliver gravid, stopper samlivet hurtigt igen. Filmen fortæller, at han får sit behov stillet andre steder.

Elskede de hinanden?
Filmen beskriver deres forhold som tumultarisk. De skændes og forsoner sig. Så køber Elvis en gave til Priscilla. Så skændes de og forsoner sig. Så lover Elvis guld og grønne skove. Så skændes de og forsoner sig. Man forstår, at deres forhold ikke var, som de fleste andre kærlighedsforhold. Men hvordan kan man også have et 'normalt' forhold til den største musikstjerne, der nogensinde har levet? En mand som aldrig kan blive ens egen. Elvis var offentlighedens. Elvis var kvindernes. Elvis var ikke mindst manager Tom Parkers. Sidstnævnte optræder ikke i filmen, men hans indflydelse på Elvis bliver alligevel tydeliggjort gennem bl.a. telefonsamtaler, hvor han dikterer, hvordan Elvis skal leve sit liv. Også kærlighedslivet.

I løbet af filmen spørger man sig selv, hvorfor Elvis holder fast i Priscilla. De tilbringer ikke meget tid sammen, de har ikke et intimt samliv, og når Elvis endelig er hjemme, er han altid omgivet af venner. Elsker han hende? Måske. Filmen giver ikke et entydigt svar. Uden at have læst bogen, gætter jeg på, at Priscilla næppe har fortalt en version af historien, hvor hun ikke var elsket af Elvis. Og hvis det er sandt, er det enten Sofia Coppolas valg at fremstille forholdet tvetydigt eller også er det bare ikke godt nok fortalt i filmen.

Man får faktisk fornemmelsen af, at Priscilla mere var en mor-figur for Elvis. Hans mor, Gladys Presley, som var Elvis' et og alt, døde få måneder før han mødte Priscilla. Og flere ting i filmen hentyder til, at det netop var et fast holdepunkt i livet, Elvis søgte: Det ligger ham meget på sinde, at hun skal være hjemme og altid være klar, når han har brug for hende. Han afviser et erotisk forhold til hende, og han forkæler hende, som han forkælede sin mor. Det lader til, at de to ledte efter noget forskelligt, og derfor blev forholdet aldrig det, det kunne have været.

Ikke mindeværdig
Filmen "Priscilla" er et udmærket portræt af både Elvis og Priscilla. Når den alligevel ikke får mere end tre stjerner, skyldes det, at den ikke rørte mig. Jeg kom aldrig ind under huden på hverken Elvis eller Priscilla. At dét er tilfældet ift. Elvis, kan selvfølgelig være tilsigtet, da det kan afspejle det faktum, at Priscilla måske heller aldrig fik lov at komme helt tæt på. Men at man ikke får et mere dybfølt forhold til titelrollen, som jo netop skal være omdrejningspunktet, kan ikke være med vilje. Elvis var omgivet af kvinder og kunne vælge, hvem han ville. Han valgte Priscilla. Så tænker man, at der virkelig måtte være noget særligt ved hende. Det var der måske også, men vi finder som publikum aldrig ud af det, for der er ikke interesse i at fortælle os det. Det virker til, at filmen har for travlt - den vil for meget. Det ville have klædt den, hvis den havde handlet om en mere afgrænset tidsperiode i Priscillas liv. Som det f.eks. var tilfældet i "My Week with Marilyn" eller Hitchcock, hvor man netop så hele livet og karriererne afspejlet i en kort periode af livet. Sofia Coppola viste med "Lost in Translation" fra 2003, at hun sagtens kan lykkes med at skrive og instruere et personligt og intenst drama (som faktisk foregår over en kort tidsperiode), men det lykkes desværre ikke med "Priscilla".

Filmen skriver sig ind i en lang række af portrætteringer af ikonet Elvis Presley, hvor Baz Luhrmanns Elvis fra 2022 er seneste skud på stammen. For selvom den egentlig ikke burde handle mest om ham, kommer den alligevel til at handle mest om ham. Da Elvis var i live, var han vant til at være midtpunkt. Det er han stadig efter sin død - også i en film, der handler om hans kone.

---