• STELLA. ET LIV nu på filmstriben.dk udover dvd

  • DUNE nu på Viaplay udover Max, dvd og blu-ray

  • SCORSESE LAVER DOKUDRAMA OM HELGENER bl.a. om Jeanne d'Arc

  • THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

Tema

11.11.2011

Priest

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En underholdende og undertiden tankevækkende fremtids vampyr-gyser med dræberpræster. Som sædvanligt må den katolske kirke stå for skud. Men filmen er mere gys og underholdning end religionskritik.

Fra tegneserie til film
Den store koreanske tegneserie-serie Priest af Hyung Min-woo har efter en meget lang graviditet og en svær fødsel (projektet er udskudt flere gange) fået en film. Koreanske tegneserier har det med at være lange og indviklede med masser af personer. "Priest" er ingen undtagelse. Så det siger sig selv, at en enkelt film – på under 1½ time – slet ikke får det hele med.

Serien er en klon mellem den traditionelle wild west-genre og en overnaturlig fighter-world med magiske kræfter. Den udspiller sig i tre tidsepoker. Disse tre epoker kommer vi i begyndelsen af filmen igennem på en rigtig god måde: en kort (og god) tegneseriefilm og en fortællerstemme ridser hele historien op:

I umindelige tider har mennesker og vampyrer været i krig. Vampyrerne har været ved at løbe af med sejren. Men menneskene fik et særligt våben: præsterne. Disse mennesker har en særlig gave fra Gud, så de er krigere, vampyrerne ikke kan klare. Det meste af jorden er ødelagt af alle disse krige og ligner et westernørken scenarie. Menneskene er isoleret i beskyttede byer bortset fra de få nybyggere ude i ørkenen. Vampyrerne lever i små reservater. Hvis nogen tænker i "cowboys og indianere", tja…. "Heste" er der naturligvis også til de lange strækninger. Der er gigantiske motorcykler, der kan køre vanvittig stærkt. "Fortet" er en gigantisk storby med enorm koncentration af industri, så skorstenene altid dækker den med røg.

Befrielsesaktion
Præsten (kun kaldet Priest, spillet af Paul Bettany) er – ligesom de andre præster – blevet afsat af den totalitære kirke, der styrer byerne med jernhånd. Hele tiden lyder der over megastore højtalere de to slogans: "Tro, arbejde, sikkerhed" og "Husk: at sætte sig op mod kirken er at sætte sig op mod Gud!". Kirken har ikke brug for selvstændige krigerpræster og fortæller folket, at så længe de holder sig til kirken, er der ingen fare.

Trods denne "sikkerhed" bliver Priests niece (Lily Cillins) kidnappet af vampyrer. Priest og pigens kæreste (Cam Gigandet) sadler motorcyklerne og kører ud på befrielsesmission. Der sker nogle spændende ting undervejs, der ikke skal røbes her. Klimaks er et tog lastet med en hær af vampyrer. Toget har direkte kurs mod den by, Priest kommer fra. Vil det lykkes Priet og hans venner at redde byen? Og vil en eventuel sejr få åbnet øjnene på kirken, så den vil indrømme, at vampyrerne skam stadig er en reel trussel?

Vampyrslagtning
Som med så mange andre film af denne type, er traileren mere en annonce end en varedeklaration. Så teenagere, der ser de bloddryppende slagscener i traileren og ser filmen i håb om meget mere af samme skuffe, skuffes: alle de fedeste slagscener er med i traileren. Der slagtes selvfølgelig en del flere vamper undervejs, og der er flere action-scener, men har man set traileren, har man set cremen.

Når en krigerpræst slås, sker det i kraft af Gud og hans ord. Undertiden helt bogstaveligt: præsten læser fra Bibelen og op af dens blade stiger korsformede ninja-stjerner, der bagefter kan bruges til at snitte vampyrer midt over med. Også et stort kors kan blive til en daggert i det afgørende øjeblik.

Kirkens diktatur
Man kan efterhånden godt blive træt af tidens store kliché: en karikatur af den romersk katolske kirke som en magtsyg korrumperet tyran, der hverken tager hensyn til Gud eller mennesker. Her kommer den så endnu en gang. Meget unuanceret. Gud holder helt klart med krigerpræsterne – der dog undervejs må kæmpe mod tvivlen. Men det er dem og ikke kirken, der har sandheden og Guds kraft.

Undervejs i filmen siger Priest, at byen er så mørk, at solens lys ikke længere kan beskytte byen mod vampyrangreb (som alle andre ordentlige vampyrer kan heller ikke denne films vampyrer tåle sollys). I filmen er det konkret de mange fabriksskorstenes røg, der skjuler solen. I overført betydning er det måske jagten på profit, der gør samfundet forsvarsløst over for de mørke kræfter? Tja, tyg på den – det kan der i hvert fald komme en god stil ud af i gymnasiet.

En decideret religionskritik synes jeg ikke filmen leverer. En kritik af religion, der misbruges til magt og profitjagt – ja, men samtidig er de sande troende heltene, og de får deres kraft fra Gud. Kraften sker via den hvide magi, der generelt bruges meget i overnaturlige filmuniverser: kontakten til Gud giver (gode) magiske kræfter. Vi er altså under alle omstændigheder langt fra en ægte kristendomsforståelse, men hvis man gå op i saglighed, skal man i det hele taget ikke se den her slags film.

Så: giv fornuften en middagssøvn og rid ud i det fremtidige vilde Vesten og nak vamper! Skal du vide noget om virkelighedens verden – også mht. kirken – så brug Bibelen og ikke filmen!

PS: hvis flere end jeg tænker, at slutningen lægger op til en to'er, så skulle jeg hilse og sige, at der er tegneseriestof nok til en hel række film!




Andre temafilm

Adventure, Drama, Science fiction, TEMA Serier
Drama, TEMA Ved livets begyndelse, Filmstriben.dk
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Sportsfilm
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Affirm films, TEMA Kristne film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Israel, Vestbredden, Gaza
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Danske film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Kristne film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Affirm films, TEMA Kristne film
Drama, TEMA Julefilm
Animation, Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Thriller, TEMA Biografiske film, Filmstriben.dk
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Romance, Filmstriben.dk, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Kristne film
Komedie, TEMA Julefilm
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Thriller, TEMA 11. september
Viser resultater 1 til 15 af 1034
<< Første < Forrige 1-15 16-30 31-45 46-60 61-75 76-90 91-105 Næste > Sidste >>
Annoncer