Praktikanten

Af: Ketty Dahl
Den pensionerede Ben bliver ansat som personlig assistent hos den unge, kvindelige chef i et modetøjsfirma. En hjertevarm og tankevækkende komedie.

ET MØDE MELLEM GENERATIONER
Nogle komedier er udelukkende platte og fyldt med tomme kalorier. Det er ikke tilfældet med komedien ”Praktikanten” med Robert De Niro og Anne Hathaway i hovedrollerne, selv om der er enkelte platheder undervejs. Det er en morsom og varm film, der også tager problemer op, som er mere til gråd end grin.

Ben Whittaker (De Niro) er en ældre, pensioneret enkemand, der mangler, at nogen har brug for ham. Han søger job som praktikant i et modetøjsfirma ledet af Jules Ostin (Anne Hathaway). Firmaet er moderne, ungt og hipt. En helt ny verden for Ben Whittaker, der bliver personlig assistent for Jules Ostin. Hurtigt bliver han alles darling. De unge opdager, at han ikke bare er et retro kuriosum, men har en erfaring, de også kan trække på. Han er ikke mindst god til at se, hvad der foregår under overfladen. Og dér foregår noget.

Jules Ostin er gift og mor til en lille pige. Udadtil ser alt fint ud, hun har en strålende karriere, og manden er hjemmegående og får alt til at fungere på hjemmefronten. Men det er ikke altid nemt at få både arbejde og familieliv til at gå op i en højere enhed. Ben bliver den skulder, Jules har brug for, efterhånden som livet tårner sig op og vælter. Han er en god lytter med en livsvisdom, harmoni og ro over sig, som drager de unge. Et slipseklædt helle midt i det dynamiske og flimrende. Indbegrebet af ridderlighed, ordentlighed og høflighed og altid med et nystrøget lommetørklæde parat til dem, der trænger. Hallo, findes der overhovedet mænd, der går med lommetørklæder mere? Nej vel, men det burde der måske!

At få arbejdsliv og familieliv til at harmonere er en altid aktuel problematik. Hvor mange moderne børnefamilier har ikke måttet tage kampe på det felt? Det handler om at træffe valg, - om vedholdende at have viljen til at få tingene til at fungere, at huske, hvem man forelskede sig i, at respektere hinandens indsats, at holde ud, holde om og holde af. Det er ikke filmens ærinde, at kvinder skal holde sig fra karriere og gå hjemme, tværtimod. Ben kan se, at Jules har lederpotentiale og opmuntrer hende til at være tro mod det, hun kan. Filmen vil vise, at når ægteskabet knirker, er det ikke kun på grund af for megen travlhed, eller at mor er udearbejdende (selv om filmen faktisk bruger megen tid på at vise, at Jules' mand netop føler sig tilsidesat, fordi hun bruger al sit nærvær på arbejdet). Der skal to til at få et ægteskab til at leve, og det går galt, når man mister fokus og glemmer at lytte til og se den anden. Ikke mindst det tema er noget, alle ægtepar bør vende med hinanden af og til, så den ene part ikke føler sig overset. Der er vigtige ting, og så er der vigtigere ting. Men som Ben konstaterer, så er travlhed på arbejdet ikke en undskyldning for ægtefællen til at kaste vrag på de løfter, man har givet hinanden.

Et andet tema er mødet mellem unge og ældre i gensidig respekt for hinandens ståsted og forskellige erfaringer. Filmen lægger op til at tale om kønsroller og underkendelse af ældre, hvilket er både relevant og interessant.

Robert de Niro og Anne Hathaway har et ømt og varmt samspil. Ingen kan løfte øjenbrynene på så sigende en måde som De Niro. Han har sin egen tørre og underspillede charme. Komedier er næppe den genre, der bedst går i dybden med personskildringer, men her tror man faktisk på karaktererne, - selv om beskrivelsen af de to generationer er lidt stereotyp.

Der er ingen pågående sex-scener i filmen, dog et par hentydninger til sex undervejs. Til slut i filmen vises, at Ben blandt andet finder sin ro i den kinesiske meditations- og helbredsøvelse Qigong, så på den måde er der ingen kristne referencer i filmen, men problemerne undervejs er almenmenneskelige. Humor er også almenmenneskelig, og den er der masser af i filmen.

Komedien kommer qua genren ikke dybt ned i de berørte problematikker, men man er godt underholdt. En hjertevarm og jovial komedie, der faktisk er både rørende og tankevækkende enkelte steder.

---