Poor Things

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
En monstrøs Frankenstein-inspireret baby-voksen i en feministisk fabel med symbol-tunge lignelser og sex. "Poor Things# er en vild tur, som giver masser at tale om, hvis du ellers kan holde til at se den til ende.

NÅR VOKSNE SKABER SIG 

Hædret med både Guldløven og Golden Globe, et væld af kritikerros, samt 11 Oscar-nomineringer, er "Poor Things" et klassisk eksempel på en film, der imponerer anmeldere, men formentlig ikke sælger meget hos det brede publikum. Yorgos Lanthimos står bag den kunstneriske bedrift, der både vil underholde, chokere og provokere. Og lykkes med det.

Farverig forargelig
I et victoriansk steampunk-univers, møder vi Bella Baxter (Emma Stone), der lever hos den gale, men kærlige, skamferede videnskabsmand Godwin (Willem Dafoes), hvor hun som en frankensteinsk genoplivet ung kvinde, med sit eget ufødte barns hjerne indopereret, skal gennemleve udviklingsstadierne fra barn til voksen. Godwin - bare kaldet 'God', hyrer den unge lægestuderende Max McCandles (Ramy Youssef) til den videnskabelige dokumentation af det forløb.

Bella oplever et nybrud, da hun i sin infantile undersøgelse finder nydelse, når hun piller ved sine nedre regioner, "Me happy when I want." Og da hun stikker af med playboy-advokaten Duncan Wedderburn (Mark Ruffalo), begynder en eksplosiv udforskning - visuelt markeret ved et skift fra sort-hvid til overdådigt farvebrug, hvor Bellas seksuelle udforskning er grænsesøgende og eksplicit (så er man advaret), og hvor hun mentalt skal så grueligt meget igennem. Bella synes dog bare, det hele er spændende og går ind i det hele med åbne øjne og gør sig blot nye erfaringer om hvad hun kan lide og ikke lide.

Alt er vendt på hovedet, alt er symbolsk, og man er ikke i tvivl om, at Sigmund Freud også ville have nydt filmen.

Skabt, ikke født
Tænk, hvis kvinder ikke fødtes og voksede op, men blev skabt og placeret i samfundet helt uden socialisering baseret på skam? Hvis man bare dumpede ned, som fuldvoksen og skulle i gang med at finde ud af livet? Det er tilfældet med Bella, hvor hun dog ikke slipper for smertefulde erfaringer eller uigennemskuelige sociale konventioner. Til gengæld internaliserer hun det aldrig, hun forholder sig analytisk til sin omverden og til sig selv, og hun kan hurtigt forlade det, der ikke længere virker for hende.

Beskydning mod patriarkatet
På den måde er det jo en smuk idé, vi bliver præsenteret for. Som en anden 'Dark Barbie' videretænkes nogle af samtidens hotte emner, hvor kvindeundertrykkelse og seksuel skam umuliggøres og rollerne pludselig byttes om. Pludselig er det Casanovaen, den klassiske mandekarakter, der står som den svage part, og man morer sig over, hvem der egentlig så virker barnlig. Patriarkatet står for skud. Både den gale videnskabsmand, der eksperimenter med liv og død, den unge do-gooder uden handlekraft, den kyniske realist og verdensforsager eller generalen, der kun kan løse ting med vold, for at nævne nogle, er mere infantile end Bella, der neurologisk set er det. Alle mandlige karakterer, vi møder, har alle ønsker for Bellas liv, om det så er at afskærme hende fra verden, at gøre hende til konventionel kone, at fjerne hendes optimisme eller at kontrollere hendes seksualitet. Bella gør oprør mod det alt sammen.

Yorgos og konventionerne
Lanthimos' film er gennemsyret af de her spørgsmål. I "Dogtooth" er det faren, der sætter bizarre regler op for sine børn, og i "The Lobster" og Killing of a Sacred Deer har filmen vedtaget, at der er andre regler i samfundet, som karaktererne accepterer. Senest i "The Favourite" stikkes der også til de konventioner, vi omgås, men særligt ved "Poor Things" er det Bellas karakter, der med barnlig nysgerrighed spørger, hvor de der sociale spilleregler er fra? Hvorfor gør vi, som vi gør, og hvad sker der, hvis man piller ved dem?

Særligt når det kommer til kærlighed og sex, opridser Lanthimos en gentagende undren over, hvordan vi har indrettet os - hvad der er normalt og unormalt.

En verden, der pludselig ændres fundamentalt, fordi man skruer på et par knapper. Derfor er hans film symbol-tunge og nærmest lignelser på film. Og det er en vigtig nøgle til at forstå hans stil og budskab.

Filmisk formidling
Teknisk er filmen dristig og ukonventionel. Der er billedkompositioner, den velkendte Lanthimos-vidvinkel, der skal fremmedgøre udtrykket og understrege, at noget er galt. Som beskuer skal vi chokeres ligesom karaktererne. I brecht’sk forstand tvinges vi til at forholde os til det, der sker - men det er en balancegang, som godt kunne have en modsat effekt på de fleste.

Som nævnt, åbner filmen i flimrende sort-hvid og går senere over i nogle overmalede farveskemaer uden skygger eller konturer. Emma Stone går rundt med stadig større pufærmer og mindre nederdele i alternative fantasifulde udgaver af Lissabon eller Alexandria. Nøglehuls-kameraet bruges også flittigt, så man uvilligt bliver en voyeur, med følelsen af, at man sidder og lurer på noget, man egentlig ikke burde. Musikken er disharmonisk og alt for høj og dialogerne er filterløse, og tankerne gylpes nærmest op, som om alle taler om sig selv i tredje person gennem en psykologisk diagnosticering.

Så altså, Lanthimos er ikke for alle. Og i dette tilfælde er det også nødvendigt en ekstra gang at advare om, at den danske aldersgrænse siger 15 år, men filmen er så eksplicit både i den ene og den anden slags kødelige omgang, at det så absolut heller ikke er alle 16 - 100-årige, man kan anbefale at se den.

Den, der ikke bliver som et lille barn
Filmen vil gerne levere et positivt budskab om at træde ind i livet som en oplevelse og en opdagelse uden skam, som kommer endeligt til udtryk i slutscenen.

Verden er praktisk talt gudløs (bortset fra videnskabsfaderen 'God'), og det er mennesket selv, der må mestre sin tilværelse og skabe mening i vilkårlighederne. Og i tilfældet med lige præcis dette laboratoriebarn, der skal finde sin frihed, så er der håb (modsat Lanthimos’ tidligere film).

Tanken er som sådan smuk og til dels også nødvendig, men vi har svært ved at forestille os, at syndserkendelsen ikke også rammer Bella en dag, og at det, hun grundlæggende har allermest brug for, er nåde og ikke bare mental frigørelse fra de undertrykkende systemer. Men altså. Guds rige er jo for dem, der bliver som små børn.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---