Ponyo på klippen ved havet

Af: Peter E. Nissen
En rigtig eventyrfilm for hele familien. I en tid med så mange ligegyldige tegnefilm er det meget velgørende at møde en film med kvalitet og dybde.

Miyazaki har gjort det igen. Han har skabt en fantastisk film, som rører både børn og voksne. Denne gang handler den om Ponyo, der lever som en fisk i havet ud for Japans kyster. Hun møder drengen Sosuke som redder hende fra at dø. Det skaber en varm og kærlig forbindelse mellem de to, og Ponyo beslutter sig for, at hun trods sin fars stærke modvilje vil være menneske. Hun ender med at slippe havets kræfter løs for at blive fri til at blive det.

Filmen er en eventyrfilm, som henter ikke så lidt inspiration fra H. C. Andersens eventyr Den lille havfrue. Men filmen får en noget anden drejning i forhold til det gamle eventyr, som gør den dybt original. Filmen kombinerer eventyrverdener med det hverdagsagtige. Dermed får filmen et postmoderne element, som også går igen i filmens budskab. Filmen bliver et møde mellem Ponyos fortryllede eventyrverden og Sosukes almindelige menneskeverden. Sosuke bor i et hus ved havet og følger hver dag med sin mor i børnehave. Hun arbejder på et plejehjem, mens faderen sejler på et handelsskib. Forældrene kæmper for at få tid til det hele, og faderen arbejder meget.

Ligesom hos Andersen er der flere lag at arbejde med. Kender man Miyazakis film Chihiro og heksene eller Det levende slot er hovedtemaerne velkendte. Det ene hovedtema er kærlighedens magt. Det er Ponyos kærlighed til Sosuke, som driver hende frem, og netop denne kærlighed får udviklingen til at ske. Over for dette står Ponyos faders egoisme, som i sit behov for kontrol undertrykker Ponyo og havets kræfter. Et andet stort tema er naturens møde med kulturen. Der er stærke grænsesprængende kræfter i begge dele, og havet kommer i filmen til at stå for evnen til at sprænge grænser, både på en naturlig (livgivende) og unaturlig (destruktiv) måde. Barnet fremstår i filmen som det positive væsen med sin umiddelbare kontakt med naturlige følelser. Heri har Andersen og Miyazaki også meget tilfælles. Et andet tema er forholdet mellem det maskuline og det feminine, og som i Miyazakis øvrige film falder det ud til det feminines fordel. Netop denne vedvarende kritik af det maskuline fra den mandlige instruktør kan undre noget, og det giver stof til eftertanke. Ponyos fader står som en mand fuld af kontrast med sin trang til kontrol og samtidig har han en masse kreativ udadrettet energi. Det bliver kvinderne, der hjælper ham til at forene disse sider til noget konstruktivt.

Filmen er en rigtig familiefilm. Den kan ses flere gange, og der er meget at arbejde med. I en tid med så mange ligegyldige og overfladiske tegnefilm er det meget velgørende at møde en sådan kvalitet og dybde. Dens billeder og musik er fantastik. Igen bliver man imponeret over Miyazakis store evne til at skabe flotte baggrundsscener. Musikken er endnu engang skrevet af Joe Hisaishi, og for den, der kender Richard Wagners musik, er der mange morsomme forbindelser at opdage. Koblingen mellem Wagners operaer (Ponyos fader vil have, at hun skal hedde Brünhilde) og filmens budskab kunne der i sig selv gøres mange overvejelse over, men det vil føre for vidt her. Men det viser bare, hvor mange lag filmen rummer. Derfor: vis den til dine børn, for det er noget helt andet end de konstant kørende tegnefilm på betalingskanalerne. Den får min varmeste anbefaling.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---