Polarekspressen

Af: René Brorson
Juleaften inviteres på en togtur til Nordpolen i denne animerede film, hvor Tom Hanks har "stået model" til flere figurer.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at to af mine store filmidoler er dybt involveret i denne fantastiske film: Tom Hanks (behøver næppe yderligere introduktion, men lad mig bare sige: Forrest Gump) og Robert Zemeckis står bag dette mesterværk. Det i sig selv gør filmen interessant ...i hvert fald for mig.

Nu hvor genren er en animations-/tegnefilm, er det svært at tale om fremragende skuespilpræstationer. Alligevel er det ikke helt hen i vejret at tale om skuespilteknik. Da filmen udkom i 2004, var det en af de første film, som for alvor benyttede sig af den teknik, som den nye film Beowolf har videreudviklet - en film, som Zemeckis også er instruktør på. Teknikken går ud på at skabe animerede figurer ved at udstyre rigtige skuespillere med en masse sensorer, som aflæser skuespillerens bevægelser og mimik. Dermed smelter fiktion og virkelighed for alvor sammen.

Tom Hanks har lagt krop til flere af figurerne i filmen. Både konduktøren, drengen og den mystiske mand på taget har tydelige Hanks-træk - og hvis du ikke er overbevist, så tjek ekstramaterialet. Der kan du finde eksempler på, hvordan filmen er kommet fra Hollywoods lokaler til filmlærredet.

Nok om baggrunden for filmen. Det er trods alt ekstramateriale-stof. Filmen har også en fremragende historie at fortælle - en historie, som man ikke lige umiddelbart bliver færdig med. I udgangspunktet er "Polarekspressen" en julefilm. Vi møder drengen Hero Boy (HB) og hans familie den 24. december, hvor HB og hans søster er i spændt forventning til julemorgen. Hvad vil julemanden mon komme med? HB er dog bange for at blive skuffet, for julemanden findes jo ikke … På tærsklen til drømmeland rives HB ud af sine tanker (eller gør han?), da et tog holder i baghaven, og konduktøren inviterer ham om bord. Destinationen er Nordpolen, og han kan tage med eller lade være. HB hopper ombord og kommer dermed på en eventyrlig rejse, som bringer ham over bjerge og gennem dale for til slut at nå målet på Nordpolen. Undervejs lærer HB andre børn at kende. Togpersonalet hilser på, og en mystisk mand dukker belejligt op og forsvinder pludselig igen.

Nordpolen byder på en rutsjetur af de store, og mænd med en stor fantasi har skabt et univers, der kan skabe julestemning i det mest lunkne julehjerte.

Inden hjemrejsen viser konduktøren, at han kan sit håndværk med sin hulmaskine. På billetten giver han alle passagerer et budskab, som de kan tænke over. Disse budskaber kan være en nærmere analyse værd ligesom den mystiske mand. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv. Hvem symboliserer han? Julemanden? En engel? Gud? Han siger i hvert fald mange tankevækkende ting filmen igennem.

Hvis man lider af indædt nisso-fobi, så kunne man forledes til at tro, at "Polarekspressen" ikke lige er en film efter ens smag. Jeg mener dog, at filmen har et helt andet budskab. Nemlig at julen ikke har så meget med nisser som med tro at gøre. Julen er mere end nisser. Heldigvis. De er et symbol på den fest, som vi fejrer. Julen handler om tro. Barnetro. En tro, som skal plejes livet igennem, for ellers vil lyden af julens budskab drukne i støjen fra daglige bekymringer og personlig succes. Det budskab formår Zemeckis at få mig til at dvæle ved - og det budskab kan man med fordel fordybe sig i. "Polarekspressen" lægger op til mere end bare at blive set og glemt. Den skal fordøjes.

---