Platformen

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Minimalistisk thriller/lignelse i højt tempo. På toppen er der ressourcer nok – i bunden er der ingenting. Du ved bare ikke, på hvilket niveau, du lander næste gang, og derfor må du rage til dig.

PÅ HVILKET NIVEAU LANDER DU I DAG? 

Nogle film er ligefrem realistiske. Hvis der forekommer ukendte ting, bliver de forklaret med noget teknisk dialog, så der er styr på logikken. Spanske "El Hoyo" ("Platformen") fra 2019 er ikke sådan en film. Den er en minimalistisk, intens thriller/horror/science fiction-film i højt tempo, som har et stærk uforklarligt fænomen i filmens midte - en svævende platform, som der ikke stilles spørgsmål ved. Der er indre logik, men filmens præmis er tydelig fra start: Den vil kommentere noget. Og dermed er der givet plads til flere tolkninger. Det er en lignelse, vi har med at gøre.

Vi vågner op med vores hovedperson, Goreng, som er lige så uvidende om det vertikale fængsel, han befinder sig i, som os. Fængselscellen er et firkantet betonrum bestående af et åbent kvadratisk hul i midten, hvori man kan ane uendelig mange tilsvarende celler både over og under.

Må man hamstre?
En gang om dagen passerer en platform, som udfylder hullet. Den kommer oppefra og tager turen ned gennem cellerne og er forsynet med det, der engang har været de fineste retter. Goreng og hans cellekammerat har et par minutter til at forsyne sig, før platformen synker ned til næste niveau.

Med tallet 48 skrevet i cellen, forklarer Gorengs mere erfarne cellekammerat, at platformen har været på 47 niveauer før dem – hvilket forklarer det lidt sørgelige udvalg af madrester på bordet. Det er ikke muligt at hamstre maden (for ellers opvarmes eller nedfryses cellen drastisk, indtil maden kastes ned på platformen) og man får således kun det, som de ovenstående celler har efterladt.

Hver indsat må medbringe én genstand. De fleste har medbragt et våben, men Goreng har medbragt bogen Don Quijote. Cellekammeraten har medbragt en kniv.

Der burde være nok til alle
Efter 30 dage vågner man op på et nyt niveau. Goreng og hans cellekammerat får nu niveau 171. Det er uheldigt. For på niveau 171 er der kun tomme skåle og tallerkener, når platformen kommer forbi. En sultemåned må begynde. Indtil næste måned forhåbentlig sender dem til et bedre niveau ...

Det fortælles i fængslet, at der burde være mad til alle, hvis hver især kun spiste, hvad de behøvede. At klassehierarkiets banko-pose derfor rystes en gang hver måned, stiller de indsatte overfor spørgsmålet, om de skal efterleve princippet om at rationere og stole på, at andre gør det – eller om man skal udnytte et heldigt højt niveau og tage for sig, mens man kan.

Æde eller blive ædt
Goreng er i starten idealist. Han er i øvrigt ikke indsat i fængslet som en straf, men som en prøvelse, der skal vænne ham af med rygning og sikre et flot certifikat til CV’et. Men prøvelserne i fængslet tærer på moralen, og det er netop hans moralske respons på omstændighederne, der driver filmen. Skal han æde eller blive ædt? Eller skal han forsøge at kæmpe imod et tilsyneladende komplet ødelagt system, hvor det er de indsatte selv, der står for ødelæggelserne?

Man fornemmer et vist nik til den politiske filosof John Rawls, der taler om "uvidenhedens slør", som gør, at vi skal stemme og tage valg, som om vi ikke ved, på hvilket niveau vi befinder os i samfundsordenen, og derved forsøge at tage valg, der ville komme os mest muligt til gode og mindst til skade, lige meget hvor vi er. Det er sjældent sådan, det fungerer i virkeligheden – og det er det vist heller ikke på Platformen, hvor forskellige copingstrategier bliver præsenteret gennem alle bi-karaktererne.

Kommunistisk eller kristelig?
Filmen rejser også spørgsmålet om, hvor Gud er henne i et samfund, hvor man må æde hinanden for at overleve – og der kommer ikke noget svar. Men samtidig leverer filmen nogle dybt kristelige svar på lidelsens og livets problem. Hvordan det ser ud, er svært at forklare uden at spoile filmen, men det er svært ikke at komme til at tænke på Filipperbrevshymnen (kapitel 2,5-11) og på Jesu svar på, hvem der er den største i Himmeriget (Matthæusevangeliet 18,1-5) henimod filmens klimaks.

Det er svært at sige, om filmen har en kommunistisk eller en kristelig dagsorden – antikapitalistisk er den i hvert fald. Efter filmens 94 minutter, kommer man ud på den anden side og er voldsomt frustreret over, hvordan vores samfund kan være stykket så grusomt sammen, at vi har købt myten om, "at der altid er for lidt", og at vi derfor føler os tvunget til at udnytte et andet menneske som følge deraf. Og så tager man måske en lidt mindre portion til næste måltid.

Kan ses på Netflix, hvor censuren er 18 år.

---