Planet Ocean

Af: Per Breindahl
Jorden burde hedde Havets Planet – for det meste af planeten er dækket af hav. "Planet Ocean" viser både skønheden og ødelæggelserne i havet.

Bogen Jorden set fra Himlen gjorde stort indtryk på mig, da jeg så den første gang. Med over 200 flotte luftfotos viser fotografen Yann Arthus Bertrand os steder af vores smukke jord, de færreste af os selv vil få mulighed for at opleve. Hvert billede i bogen er et kunstværk, der sender tanken på flugt.

Da jeg satte mig til at se filmen "Planet Ocean", der har Yann Arthus Bertrand som den ene af to producenter, var forventningerne derfor tårnhøje: Nu skulle vi ikke kun se jorden fra oven, men med ned i det hav, der dækker det meste af "Den Blå Planet".

Vi kommer med ned i havet. Vi bliver taget med på en rigtig lang rejse, der ifølge filmen begynder for fire milliarder år siden. Rejsen begynder med de processer, der dannede vandet, som kom til at dække det meste af vores planet. Herefter til dannelse af hele fødekæden begyndende med fra encellede organismer over plankton, krill, småfisk, store fisk, hajer og til sidst os mennesker. Jeg tror ikke, Darwin vil kunne sætte en finger på denne fremstilling af klodens skabelse!

Filmen næste store kapitel handler om, hvor afhængige vi mennesker er af havet. Hvordan vi bruger og misbruger havet omkring os. I flotte billeder tager vi på fiskeri med Afrikas millioner af fattige kystfiskere og med til de vestlige landes gigantiske flydende fiskefabrikker, der støvsuger havbunden for alt liv. Vi ser udnyttelsen af havets råstoffer og oplever de 600 millioner containere, der er i konstant fart på kryds og tværs af vores verdenshave.

Denne intensive udnyttelse af havet slider på vores klode. Klimaændringerne er ved at dræbe de flotte koralrev. Havfuglene dør med maverne fulde af vores plastikaffald. Olieboringer på havbunden er tikkende bomber.

Filmen sammenligner os med en fiskestime: Det giver ikke nogen mening, at den enkelte fisk bryder ud og svømmer i en anden retning end resten af stimen, medmindre resten af stimen følger med. Kan vi skabe en fælles bevidsthed om, at det er tid at ændre adfærd, kan vi endnu nå at ændre kursen mod klodens kollaps.

Normalt skal man ikke røbe en films slutning, men i dette tilfælde må jeg gøre en undtagelse: I filmens sidste minutter løftes vi op af havet og tager en flot flyvetur rundt om Rio's store Kristusfigur, mens fortællerstemmen siger: "Han betragter havet, men hvad kan han gøre for os? Ingen religion eller tro kan redde os. Det er ikke nu, vi skal tro på løfter om himmelen. Kun vores intelligens gør os i stand til at forudse og forberede vores fremtid." Dette var en unødvendig salut.

Vi er rigtig mange kristne, der forsøger at opføre os miljømæssigt ansvarligt og måske endda engagerer os i miljøarbejde – netop fordi vi ser kloden som skabt af Gud – og fordi han har givet os et ansvar for at forvalte den.

Filmen har, så vidt jeg kan se, et rent naturvidenskabeligt afsæt. Jeg havde som antydet ventet en kunstfilm, en flot præsentation af skaberværket – der kunne fylde mig med glæde over alt det, vi har fået. Alt det, vi skal passe på - vist gennem Yann Arthus Bertrands vidunderlige billeder. Det fik jeg også i flere passager. Der er mange meget flotte klip – men hovedindtrykket er en film, der begynder som en undervisningsfilm med ualmindeligt smukke billeder, men som slutter som et politisk manifest, der flyder over med ødelæggelser og løftede pegefingre.

---