Pigen uden navn

Af: Kristoffer Nørgaard Bach
Pigen uden navn lokker seeren ind med et stærkt mysterium om identitet og familiebånd, men drukner af og til sine bedste kvaliteter i overdreven sentimentalitet.

PIGEN UDEN  NAVN DRAGER TIL DIG, MEN PRØVER FOR MEGET 

I en stærk åbning ser vi to piger lege singalong på deres børneværelse i lutter børneglæde. Her sætter de første 20 minutter scenen med en vekselvirkning mellem den uskyldige og optimistiske barndomsleg og den dystre og ulykkelige voksens krise. Marlon og Jeanne oplever tidligt i filmen deres mor, Catherine, som de bor alene hos, i et meget ophidset skænderi med hendes kæreste. Seancen udvikler sig til fysisk håndgemæng, og Marlon reagerer i det, der skulle blive en skæbnesvanger aften for hende, hendes søster og mor. Hun flygter hen til sin far, som moren ellers havde frabedt dem al kontakt med af årsager, vi ikke på daværende tidspunkt kender til. Han griber muligheden for at få et barn igen, giver Marlon en ny identitet som Louise og siger farvel til alt, hvad hun kender.

Parallelklip samler trådene op på forvirringen
Filmens næste store fortælleforløb veksler mellem Louise som voksen og Marlons efterdønninger af den fatale aften hos sin mor. Der opstår en romance mellem Louise og en mand på byggepladsen, hvor hun skriver en historie som journalist, men den ender meget uforløst. Det er tydeligt, at den kun er skrevet for at lede Louise til at opsøge sin biologiske familie på sociale medier. Herigennem finder hun Jeanne, som ikke kan genkende hende i virkeligheden.

Herfra starter et langt dilemma for vores hovedperson: Skal hun give sin sande identitet til kende eller fortsætte sit liv som Louise?

De overvældende følelser bliver for tvangssentimentale
Filmen varer 108 minutter, men føles ofte længere. Louises (eller skal vi kalde hende Marlon?) tårevædede øjne har nok fået salget af øjendråber i Paris til at stige markant under filmens optagelser. Sentimentalitet er der som sådan ikke noget galt med, men når det er hos en karakter, der ifølge sin egen adoptivsøster ikke viser følelser og er emotionelt reserveret, får det næsten bægeret til at flyde over med salte tårer. Her balancerer filmen også en anelse skævt mellem at være familiedrama og psykologisk thriller. "Pigen uden navn" formår altså heller ikke helt at kende sin egen genre.

Elementer af overraskelser redder filmen fra middelmådigheden
Hvis man vil se en dramafilm om en fragmenteret familie, er der mange andre, der er bedre at plukke imellem. Derfor opleves de forskellige twists og det parallelle historieforløb som en krog, der fastholder seerens opmærksomhed. Den relativt uerfarne instruktør, Nicolas Keitel, formår at drage os ind i en historie, der åbner op for ikke at være, som den først blev antaget – hverken af mig eller Louise.

"Pigen uden navn" er også en film, der belyser, hvordan mennesket kan opleves ukomplet alene. Nok kan vi skabe en identitet alene, men vi har en sult efter at dele den med nogen. Det kan være en partner, venner eller, som denne film illustrerer, en familie.

Selvom filmen snubler i sin sentimentalitet og ikke altid finder balancen mellem drama og thriller, er mysteriet om Louises opvækst stærkt nok til at holde interessen fanget.

---