Pigen der legede med ilden

Af: Mikael Arendt Laursen
Efterfølgeren til "Mænd der hader kvinder" kan ikke stå alene og har svært ved at leve op til forgængeren.

Da jeg så første film i serien af filmatiseringer af Stieg Larssons bøger, skulle der noget til for at leve op til mine høje forventninger. Bøgerne er fremragende inden for genren, og jeg blev faktisk ikke skuffet, da jeg så Mænd der hader kvinder. Anden film i trilogien skal derfor leve op til både det litterære forlæg og en fremragende første film, og det har den ganske enkelt svært ved. Det vender jeg tilbage til.

I "Mænd der hader kvinder" lærer vi det meget umage makkerpar Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander at kende. Denne forhistorie er det ganske enkelt nødvendigt at kende, hvis man på nogen måde vil forstå "Pigen der legede med ilden", hvilket ikke er anderledes end med bøgerne. Nu møder vi først Salander, der lever en luksustilværelse i Caribien og først vender tilbage til Sverige, da hendes gamle plageånd, advokat Bjurman, begynder at røre på sig igen. Samtidig har Blomkvists blad, Millennium, fat i en barsk historie om trafficing (handel med kvinder til prostitution), som pludselig tager en voldsom drejning, da journalisten bag artiklen og dennes kæreste bliver myrdet. Blomkvist står bogstaveligt talt midt i rodet, og da politiet mistænker Salander for at stå bag mordene, bliver han nødt til at starte sin egen efterforskning. Her dukker navnet Zala op, og dermed begiver vi os ud i en dyster rejse i Salanders fortid, hvor Salander selv ser sig nødsaget til at gå ganske drastisk til værks for at få ryddet op én gang for alle.

Filmen er gennemgående filmet i dystre toner, som understreger handlingen fint. Det er en voldelig historie, og ligesom i den første film bliver der ikke lagt fingre imellem. Mine forbehold kan derfor blot gentages: Se filmen, hvis du kan klare ganske rå vold - ellers lad være! Vi bliver også konfronteret med flere sexscener, og i det hele taget er filmens holdning til sex ganske langt fra kristen seksualetik. Blomkvist har en affære med en gift kvinde og Salander er biseksuel og har et seksuelt forhold til en veninde. I filmen accepteres disse forhold uden forbehold. Til gengæld tager filmen skarpt afstand fra de seksuelle overgreb, som både Salander og de kvinder, der ufrivilligt er havnet i prostitution i Sverige, udsættes for. Og skal vi lige have et sidste forbehold med, så skal man altså ikke kunne meget svensk for at høre, at der også bruges en del gloser, som ikke hører til i et finere selskab! Alt dette kan være grund til ikke at se filmen, men personligt vælger jeg at acceptere det, da det troværdigt skildrer det miljø, som filmen beskriver.

Holdet bag "Pigen der legede med ilden" er slet ikke det samme, som det hold, der lavede "Mænd der hader kvinder", hvilket faktisk ses ret tydeligt. Man har bestemt forsøgt at ramme samme grundtone som i den første film, men det lykkes desværre kun delvist. Der er ikke samme gode drive og tempo, og der er umiddelbart ikke arbejdet så meget med manuskriptet, som der var med i forgængeren. Måske har man været lidt for doven i overbevisning om, at filmen er en sikker kommerciel succes? Teknisk set er der væsentligt færre af de fede vinkler og dynamiske klip, som kendetegner første film, og musikken er svær at huske, når man har forladt biografen.

Også flere af birollerne har svært ved at nå det niveau, der skal til, for at leve op til første del af historien. Her hæfter jeg mig særligt ved de to rockere, som bare ikke er seje nok, og Alexander Zalachenko, som i samtalen med Salander virker alt for vag af en tidligere GRU-agent at være. Hovedrollerne spilles endnu engang fantastisk flot af Noomi Rapace og Michael Nyqvist, hvilket er med til at sikre, at filmen stadig er god underholdning og værd at tage i biografen for. For "Pigen der legede med ilden" er i sidste ende en god film, som jeg gerne vil anbefale med de forbehold, som tidligere er nævnt. "Mænd der hader kvinder" er bare langt bedre produceret og har derfor fået to stjerner mere i min bedømmelse. Jeg ville godt have set, hvordan denne anden film ville have været med det oprindelige team i stedet for!

Ligesom den anden bog i trilogien har "Pigen der legede med ilden" ikke en rigtig slutning og lægger derfor helt klart op til sidste del. Der er ganske enkelt alt for mange løse ender til, at denne film kan ses som en selvstændig historie. Og så en lille krølle til sidst: Hvorfor lader man Mikael Blomkvist køre i en Toyota Prius hybridbil, når man flere gange hører den gasse op og tydeligvis kører på benzin og ikke på el, som den jo netop kan! For mig at se er det et lidt kikset forsøg på at være politisk korrekt!

---