Persepolis

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En historie om hvordan en almindelig iransk pige bliver voksen.

Den ligner ikke rigtig noget, man har set før, Marjane Satrapi og Vincent Paronnauds "Persepolis". En tegnefilm for voksne om en pige, som vokser op i 1970-erne og 1980-ernes Iran, rejser derfra og - vender hjem igen. Filmen baserer sig på Marjane Satrapis tegneserieroman af samme navn, og disse er igen baseret på Satrapis egne oplevelser som barn og ung. Filmen er dog fransk.

Måske forventer man en film om, hvor frygtelig et sted, Iran er. Landet, hvor mullaherne tvinger kvinder ind under tørklædet, og hvor ytringsfrihed og andre basale rettigheder ikke findes. Men det er for letkøbt. Ikke at filmen forsvarer det iranske præstestyre, for det gør den ikke; men den vil mere end det. Den vil ikke bare bekræfte fordomme men rent faktisk gøre os lidt klogere.

Måske forventer man en film om den unge rebelske piges problematiske barn- og ungdom. Og det får man. Men filmen vil mere end det. Men selvom "Persepolis" vil mere end det umiddelbare, finder den sin store styrke i, at den vil præsentere en historie, som i og for sig er ganske almindelig. En historie om hvordan en pige blev kvinde.

Denne enkle forudsætning er grundlaget for "Persepolis", som med sine smukke billeder altid har fokus på det enkelte menneske – Marjane – og hendes liv, hvad enten det er i Iran eller i det mindre hæmmede Wien. Filmen handler om et menneske, hvis livs rammer nok er dramatiske og fyldt med krig og død, men som i virkeligheden viser sig at være ualmindelig almindelig.

Det er sjovt. Det er uhyggeligt. Det er skræmmende. Den er præcis sådan, som livet er. Og det gør, at filmen – en sort/hvid tegnefilm på fransk – er forbavsende lettilgængelig og ligetil at forstå.

I sin tid havde Sting et hit, som var skrevet i den kolde krig. Sangen "Russians" handlede om, at også russere kyssede deres børn godnat – og at de, selvom de var fjenden, også var mennesker. Denne meget enkle pointe er der også i "Persepolis". Også i Iran findes mennesker af kød og blod, mennesker som elsker, sørger, griner og græder. Det er en udfordring til de af os, som baserer vores verdensbillede på nyhedsmediernes ukritiske billeder.

Jeg bed mærke i, at som islamisterne tager magten i Iran – med blodige følger – bliver Marjanes gudsbillede i den grad formet af dem. Hun vælger at droppe sin gud. Men senere vender hun tilbage til ham. Nu er Gud på sin sky ikke længere alene, men har fået selskab af Karl Marx! På den måde afspejler Satrapis historie, at det, som hænder for os, også har indflydelse på, hvordan vi ser på Gud. Tankevækkende, at mennesket i denne dramatiske historie ikke forkaster Gud, men vælger en gud til, som giver bedre mening. På den måde siger "Persepolis" noget om, at der altid vil sidde et eller andet på tronen i vort indre.

"Persepolis" er en smuk og unik filmoplevelse, hvor teknikken er i top, med en enkel historie om, at vores liv præger os. Det lyder banalt, men det er enkelt, roligt og fint fortalt i den anbefalelsesværdige "Persepolis".

---