Percy Jackson og lyntyven

Af: Carsten Riis Jensen
Græsk mytologi med et glimt i øjet for teenagere og actionelskere. En god og underholdende film.

Det mytologiske univers og superhelte-universet er blevet gennemfilmatiseret de seneste år, takket været de nye muligheder, computeranimeret grafik giver. Det er blevet muligt at lave historier og film, som det var helt utænkeligt at lave før de grafiske muligheder (CGI) kom til.

Filmen "Percy Jackson og lyntyven" er en af dem, der ikke kunne være lavet nær så flot og interessant for blot 10-15 år siden. Også i denne film er det et mytologisk univers, der tages under kærlig behandling – og denne gang med et humoristisk glimt i øjet.

Der er først og fremmest tale om en teenage- og ungdomsfilm. Det er den græske mytologi, der er selve grundstammen i filmen: Zeus, Hades, Poseidon, osv. Baggrunden for historien er følgende: De græske guder tog fra tid til anden ned til jorden, hvor de fik børn med almindelige jordiske kvinder. Disse børn blev "halvguder" – eller "halvblods", som vi kender det fra Harry Potter-universet.

Tanken bag filmen er så: Lad os lave en film, der handler om disse halvgude-børn. Og lad filmen foregå i moderne tid med alt, hvad det indebærer. Det interessante ved filmen er altså, at publikum – primært unge – får en introduktion til den græske mytologi og gudeverden, og i "Percy Jackson og lyntyven" er det gjort med et glimt i øjet, og filmen er således blevet et humoristisk kig på gudeverdenen og dens kendte historier og attributter.

Percy Jackson er søn af havguden Poseidon, og han bliver beskyldt for at have stjålet Zeus' tordenkile. Percy bliver bragt i sikkerhed på en lejr for alle de halvgude-børn, der er født igennem tiden. En lejr der som sådan minder om Hogwarts-skolen fra Harry Potter-filmene.

En god ting ved filmen er dels den vellykkede humor og dels, at filmen er lavet sådan, at den kan give samme lyst til at lære historie som Nat på museet-filmene gav.

Hvad humoren angår, er det især den del af filmen, der foregår i spillebyen Las Vegas, der er bid i. Det samme er der i præsentationen af underverdenens gud, Hades, som har valgt at klæde sig som en rockstjerne med "Mick Jagger"-attitude og rockguitar stående i stuen. Og så er der Uma Thurman, som den fjendske gud Medusa, med levende slanger i håret.

Filmen er faktisk forbavsende god og underholdende, også selv om den helt klart låner fra andre film (filmen er i øvrigt instrueret af Chris Colombus, som instruerede den anden Harry Potter-film). Skal man sammenligne med noget dansk, må det absolut blive børnefilmen "Guldhornene", hvor det er de nordiske guder, der agerer med nutidsdanskere.

---