Pelle Erobreren

Af: Peter E. Nissen
Filmen er en socialrealistisk skildring i 1800-tallets Danmark, hvor svenskerne Lasse og Pelle får arbejde på Stengaarden på Bornholm.

Bille Augusts internationale gennembrudsfilm fik en Oscar som bedste udenlandske film. Der er da heller ikke tvivl om, at filmens kvalitet ligger højt på flere områder.  Max von Sydow giver en glimrende præstation som Lasse, og Pelle Hvenegaard gør det også fint som Pelle.

Det er en filmatisering af første del af Martin Andersen Nexøs store romanværk om Pelle Erobreren, som arbejder sig op fra en fattig dreng til en stor socialistleder. Handlingen foregår i 1800-tallet. Pelle rejser med sin far Lasse fra Sverige til Bornholm i håb om at finde arbejde og bedre vilkår. De får arbejde på Stengaarden og bliver en del af det tyende, som må stå model til barske arbejdsforhold. De får samtidig indblik i gårdejerens liv og hverdag, som bestemt ikke skildres som en dans på roser. Lasse forsøger at bruge de muligheder, som gives, for at få bedre sociale vilkår. Han må dog igen og igen opleve skuffelsen og ydmygelsen, og det bliver også Pelle til del. Drengen har dog alderen med sig, og filmen slutter der, hvor Pelles nye liv uden for gården begynder.

Filmen har en typisk dansk socialrealistisk tone med dens barske landskaber og nøgne miljøskildringer. Det passer vældig godt i forhold til Andersen Nexøs roman, som også ønsker at skildre de ydmygende og barske vilkår, man bød tjenestefolkene i samtiden. Man kommer til at holde af tilværelsen af i dag, og betydningen af nutidens demokrati og velfærdsstat bliver tydelig. 

Det store tema i filmen er ydmygelse og fornedrelse. Lasse må igen og igen se sig ydmyget i forhold til dem over sig, og Pelle oplever ydmygelse i form af drilleri. Pelle tager også sin fars ydmygelse på sig, og den bliver et centralt fundament i hans vej ud af gården. Tjenestemanden Erik går fra at være en dristig oprører til et lallende vrag - knækket af forvalterens magt. Ydmygelse spiller også en rolle for gårdens centrale kvinder, som oplever at blive svigtet og bedraget af den mand, de er afhængige af.

Som beskuer bliver man harm af denne ydmygelse, og man får sympati med oprørstrangen fra de undertrykte. Det har uden tvivl også været meningen fra den kommunistiske Andersen Nexøs side, og det rammer Bille August temmelig godt. Selvom filmen først og fremmest skildrer den historiske situation i 1800-tallets Danmark, kan den også kaste spor til vores tid. Den ellers for os ukendte fremstilling af racistiske danskere som undertrykkere af svenskere, bliver pludselig uhyggelig vedkommende, hvis den knyttes til nutidens flygtninge- og indvandrerdebatter.

Filmen er opbyggelig i den forstand, at den lærer os noget om værdighed og menneskelighed. Den kan betragtes som en stor hyldest til en humanistisk og socialistisk verdensdrøm. Set i forhold til et trosperspektiv kan man ikke ligefrem sige, at kristendommen fremstilles i et positivt lys – den typiske socialistiske kritik af kristendommen som verdensfjern ønsketænkning dominerer, og det er tydeligt, at troen ikke integreres i livet hos dem i filmen, som ellers bekender sig til den. Her er nok en sammenhæng, der er værd at tænke over.

Filmen bliver let lidt tung undervejs. 145 minutter er lang tid i det langsomme tempo. Dertil kommer for mange stive skuespillere. Vel er de fleste af dem børn, men mange af dem kunne alligevel være skiftet ud med nogen mere levende af slagsen.  Det bliver også lidt ufrivilligt komisk, når bornholmske bondedrenge langt ude på landet tilsyneladende taler ærkekøbenhavnsk (hvilket de sjovt nok næsten altid gør i danske film, uanset hvor handlingen befinder sig), og når bamsen Erik Paaske skal spille sur. Men det ændrer ikke ved, at filmen er værd at se.

---