Paulus

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Farisæeren Saulus kæmper ivrigt for at fængsle disciplene, som tror på Jesu opstandelse. Forfølgelsen får en brat ende efter en dramatisk begivenhed på vej til Damaskus.

DE FØRSTE KRISTNE
Apostlenes Gerninger er grundlaget for drejebogen til denne film, men den er suppleret med flere fiktive personer og begivenheder. Filmens højdepunkt er naturligt nok Saulus' omvendelse på vej til Damaskus. Halvdelen af filmen foregår inden, hvilket giver meget tid til at skildre tidshistorien. Det er en af filmens værdier, at man får en god forståelse af samtiden, men det betyder, at der er forholdsvis lidt tid til at skildre missionsrejserne.

Ud over de historiske personer som Peter, Johannes, Jakob, Barnabas og Saulus er der nogle fiktive, som binder handlingen sammen. Filmen åbnes med en brydekamp mellem Saulus og hans kammerat Ruben. Ruben optræder ikke i Bibelen, men han har en central plads i filmen som en gennemgående figur. En anden fiktiv person er Dina, som Ruben er forelsket i. Dina tilføjer filmen en kærlighedshistorie. Dina vakler mellem at tro på Jesus og at holde sig til disciplenes fjender ligesom Ruben.

Brydekampen er et forvarsel om den kamp mellem Saulus og Ruben, der bliver handlingens motor. Saulus er farisæer, og Ruben er saddukæer. Det er en af de modsætninger, der skildres. En anden er spændingen mellem de religiøse ledere og de politiske ledere. Så er der spændingen mellem de formelle jødiske, politiske ledere og den romerske besættelsesmagt. Og endelig er der konflikten mellem den etablerede jødedom og Jesu disciple.

Mange helt grundlæggende begivenheder og forhold er skildret udmærket. Forskellen på de frygtsomme disciple før og efter pinse er tydelig. Konfrontationerne mellem dem, der vil holde fast i den traditionelle overholdelse af loven og dem, der mener, at Kristus er lovens opfyldelse og ende, er godt markeret, men her mangler noget uddybende forklaring, som en luthersk, teologisk konsulent kunne have bidraget med. Disciplenes vanskeligheder med at acceptere Saulus' omvendelse fremgår også tydeligt.

Skal filmen vurderes ud fra det håndværksmæssige, bliver dommen fra vores side, at den er noget ujævn. De enkelte skuespillere er velvalgte og udfylder deres rolle godt. Men der er flere scener, som mest minder om noget fra 60'erne, hvor filmene stadig havde et kraftigt præg fra teaterscenen. Saulus' oplevelse uden for Damaskus er filmens vendepunkt, men det er også en af de filmisk dårligste scener. Det hele går op i psykedeliske effekter med negative farver, uskarphed, råb og skrig, i en sådan grad, at vi ikke rigtig fanger, hvad der egentlig skete. Ordene er der, men de lyder mere som en almindelig kommentatorstemme.

Andre scener er meget vellykkede. Især er der mange gode passager, hvor Barnabas er involveret. Situationen i Damaskus mellem Ananias og Barnabas virker helt humoristisk, ligesom den lamme, der "sprang og priste Gud", da han var blevet helbredt. Når det gælder de mange situationer, hvor personerne skifter holdning, så er der flere tilfælde, hvor vi snydes os for baggrunden for holdningsændringerne. Det alvorligste hul er der, hvor Saulus tager en endelig beslutning om at forfølge de kristne. Det sker i en scene, som mere lægger op til, at han skulle blive Jesus-troende.

Teologisk er filmen i orden. Man kan ikke sætte fingeren på noget og sige, at det her er forkert. Vi får undervejs en del citater fra Paulus' breve - fx hele Første Korintherbrevs 13. kapitel.  Vi er vidne til flere dåbshandlinger, hvor der ikke bliver sagt andet, end at det sker i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det siges klart, at der ikke er frelse i noget andet end Jesus Kristus. Opstandelsen er hele vejen igennem filmen det vigtigste kendetegn på kristendommens sandhed, og det er også det, der kommer de stærkeste reaktioner imod.

Filmen er tilladt for alle, men den er ikke for børn. Dels fylder teologiske dialoger så meget, at de ikke kan fastholdes, og dels er der en del drab. Det er ganske vist "teater"-mord med en del rødt farvestof, men i sammenhængen virker nogle af dem ret voldsomme. Og flere er for øvrigt helt unødvendige for handlingen.

Det er en god film, som kristne kan se for underholdningens, undervisningens og opbyggelsens skyld. Den kan også ses af folk uden fortrolighed med Bibelen, men så efterlader den en del løse ender. Det er ikke oplagt at bruge den til evangelisering, men måske kan den fungere som et led i undervisning. Filmens længde begrænser dog dens anvendelsesmulighed i mange grupper.

---