STILLE HVERDAGSLIV
Den meget fredelige buschauffør Paterson (Adam Driver) sætter sig hver dag bag rattet og kører sin rute gennem byens støvede gader. Hjemme hygger hans kone Laura om dem med kreativitet og mange drømme om at starte noget, som virkelig kan lykkes. Paterson bruger hvert ledige øjeblik – både bag rattet og i sin hule derhjemme – med at skrive digte, men ambitioner har han ikke. De har en hund, som han har lidt problemer med, og nogle gange har han lidt problemer med sin kones kreativitet, hendes ønsker for ham og alle de ideer, hun bobler over med.
Pragtfuld og rar film
Her er ikke store armbevægelser eller action – men en helt stilfærdig glad og eftertænksom film. Ikke alt siges - meget vises gennem kropssprog og filmens hyggelige opbygning og det, som sker for Paterson og hans kone. Det er en smuk og følsom skildring af de forskellige personer – og med en underspillet humor! Filmen handler om poesi, parforhold, hverdagens glæder, omgivelsernes drømme og håbløse hverdag – og alle de ting, vi almindelige mennesker på en eller anden måde også oplever. Filmen var med i hovedkonkurrencen i filmfestivalen i Cannes, som dog blev vundet af Jeg, Daniel Blake.
Miljø
Filmen foregår i et nedslidt bycentrum. Det største drama er, da hans bus går i stykker midt på ruten. Den lille café, Paterson besøger, når han lufter hunden, har meget få kunder - og de samme kunder hver aften. Foruden hans meget kreative Laura derhjemme, møder han en depressiv kollega, en pige, der er interesseret i digte, og nogle få andre. Der er ikke mange personer i filmen – og det er bemærkelsesværdigt, at Paterson egentlig ikke har de store ambitioner.
Poesi
Et af digtene, Paterson skriver, er Love Poem, forfattet af Ron Padgett til filmen. Digtet begynder meget simpelt med en lille ting fra de flestes husholdning – en tændstik. I begyndelsen er digtet præcist og konkret – men senere bliver det fortællende og metaforisk. Den samme opbygning – fra det simple til det metaforiske, sker i filmen, mens dagene går, og der kommer flere enkeltheder.
Problemerne, der opstår i filmen, bliver ikke omsat til drama, livet er nok. Men gennem visuelle oplevelser og simpel handling, får vi et sjældent portræt af en kunstner – en kunstner, der er lykkelig, mens han arbejder hårdt. Helt bestemt en film, der tåler at blive set flere gange.