Passengers

Af: Carsten Riis Jensen
Flot film om ensomhed og overlevelsesinstinkt med nogle af tidens mest hotte skuespillere, men filmen mangler lidt dybde i personkarakteristikkerne.

IKKE FOR ACTIONHUNGRENDE TEENAGERE

Det har sine fordele at sidde til pressevisninger i biografen. En af dem er, at man sidder der alene, eller højst med et par andre anmeldere. "Passengers" fik jeg set til en almindelig forestilling og oplevede i den forbindelse, hvordan en flot fremstillet trailer og to hotte unge skuespillere kan få nogen til at gå i biografen, som slet ikke er målgruppe for filmen. Traileren er flot og spændende, og det er to af tidens hotte unge skuespillere, der har hovedrollerne, så i biografsalen sad en hel flok 12-13-årige. Det blev meget hurtigt klart for dem, at det slet ikke var den slags film, de havde forventet. "Passengers" varer nemlig 2 timer, og den første time er en relativt langsom fortælling om et menneskes ensomhed og desperation på rumskib i det ydre rum. Anden halvdel er mere spændende, men også romantisk på en måde, som gik hen over hovedet på de tilstedeværende børn.

Alene i rummet
"Passengers" handler om Jim (Chris Pratt) og Aurora (Jennifer Lawrence) som begge er passagerer sammen med 5000 andre ombord på et rumskib, på vej til en koloniplanet. Det er en lang rejse, som varer 120 år, og derfor er alle passagerer i dvale. På grund af tekniske fejl går dvalemaskinen med Jim i stykker, og han vågner 90 år for tidligt. Første halvdel af filmen handler nu om, hvordan Jim forsøger at leve livet alene – kun i selskab af et par robotter. Anden halvdel handler om, at han i desperation vækker endnu en af passagererne og forsøger at skabe et liv sammen med hende – indtil alting går i skuddermudder på flere fronter.

Wall-E
"Passengers" er flot filmet. Der er klare, flotte farver, og vi befinder os på et stort, flot og meget rent rumskib. Der er langt fra dette og så til fx Star Wars' specifikt beskidte univers, hvor alting ser brugt og slidt ud. Samtidig synes jeg, at både filmens stemning, rumskibet og dele af historien minder mig en del om Pixar’s animationsfilm Wall-E. I "Passengers" er der også nogle lidt fjollede vedligeholdelses-robotter, som vimser rundt på rumskibet. I "Wall-E" er det dem, handlingen er centreret omkring. I "Passengers" er det menneskene. Oven i købet slutter begge film med fokus på miljø og "grønne initiativer". Se selv filmen, for at finde ud af, hvad det går ud på.

Filmen fokuserer i første halvdel fint på menneskets overlevelsesinstinkt og på enkelte småfilosofiske overvejelser om liv og ensomhed, men i anden halvdel går der ren romantik og rent kaos i den. Ganske som der typisk gør i en Hollywood-film. Det må jo endelig ikke blive for seriøst. Jeg kunne egentlig godt li' filmen, men savnede langt dybere personkarakteristikker og mere af den uundgåelige samtale, der må komme, når to mennesker er alene i rummet.

---