Paradise Now

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
To unge mænd i Nablus er udvalgt til at blive selvmordsbombere i Tel Aviv. Filmen viser, hvordan desperation kan drive et menneske ud, hvor det er parat til at ofre sig selv for en sag.

To unge mænd, Said og Khaled, der er gode venner, får i begyndelsen af filmen at vide, at det i morgen er deres tur til at give deres bidrag til kampen mod besættelsesmagten ved at tage til Tel Aviv som selvmordsbombere. Vi er i Nablus på Vestbredden, og de to venner har åbenbart, før vi møder dem, sagt ja til at blive krigere for Allah ved at dø som martyrer. De har ønsket at få lov til at udføre dåden sammen.

Filmens handling viser, hvad der kan drive et menneske ud, hvor det er parat til at ofre sig selv for en sag. Den viser også, at det ikke er alle palæstinensere, der er enige i den voldelige modstand. Der findes nogen, som argumenterer imod selvmordsbomberne. Men det er ikke uden risiko at gå mod den voldelige opstand. De militante lægger ikke fingrene imellem, når de gør det af med dem, som i de danske undertekster kaldes medløbere.

Hovedpersonerne er Said og Khaled. Over for dem står pigen Suha, som prøver at få dem til at se andre løsninger end hævn. I persongalleriet møder vi også den hårde kerne af frihedskæmpere eller terrorister - alt efter synsvinkel. De er bagmænd, som kynisk sender selvmordsbombere i døden. Vi møder også selvmordsbombernes familier. De skildres ret anonymt, men bestemt ikke uden varme.

Man får indtryk af, at alt er optaget on location. Det er ikke en film med et stort budget, men skuespillerne gør det fint, og det autentiske miljø i Nablus giver filmen en speciel stemning. Der er en elementær spænding gennem hele filmen. Den bæres især af den uafvendelige fornemmelse af en snarlig katastrofe, som et bombebælte kan bidrage med. Men der er ingen blodige scener, så censuren er på 7 år.

Argumentationen, som filmen rejser, for at bombe er båret af politisk propaganda, men også i høj grad af islamiske henvisninger til Koranen. Den tvivl sætter spørgsmålstegn ved det kloge i den voldelige modstand, men den sætter også spørgsmålstegn ved, om Allah nu også sender sine engle for at hente martyrerne.

Man kan se filmen for at få et nuanceret billede af, hvad der driver en selvmordsbomber. Man kan også se den for at fornemme grunden til palæstinensernes desperation eller apati. Den er ikke et forsvar for bombningerne, og den giver heller ikke det fulde billede af, hvad der driver terroristerne, men den antyder en mulighed for, at de ikke alle sammen er umennesker. Et væsentligt element i det hele er den mellemøstlige opfattelse af ære. Det er nok noget, vi nordboere har svært ved at leve os ind i, men for araberne er det en voldsom drivkraft, hvis virkelighed filmen giver et glimt af.

Filmens instruktør Hany Abu-Assad, der også har skrevet manuskriptet, er israelsk araber. Man fornemmer klart, at hans sympati ligger hos palæstinenserne, men han forsvarer ikke terrorbombningerne. Hans mål med filmen er formodentlig at skabe forståelse for, hvad der driver visse palæstinenseres voldelige kamp. Mange palæstinensere er imod den voldelige terrorisme, men det eneste talerør de får, er Suha.

---