Papirhuset sæson 1 & 2 (serie)

Af: Carsten Riis Jensen
En serie om et bankrøveri i Madrid, men meget mere end det! Personkarakteristikkerne er fremragende – alle er de skrøbelige og begrænsede mennesker, der bor i et korthus.

DET HELE RAMLER 

En TV-serie, som til at begynde med var et stort flop i hjemlandet Spanien. Men pludselig dukker Netflix op og køber rettighederne til serien, og på kort tid bliver serien "kult" og er nu den mest sete ikke-engelske serie i verden.

"Papirhuset" handler i bund og grund om en flok forbrydere, som efter lang tids planlægning udfører et kup mod nationalbanken i Madrid, men heldigvis er der mange flere lag i serien end blot dét: "Papirhuset" er tro mod sin titel, og handler rent metaforisk om at være et hus af papir. Eller, som vi bl.a. siger i Danmark: Et korthus. Og korthuse har det med at være skrøbelige og falde sammen. Det er præcist, hvad "Papirhuset" fokuserer på: Trods minutiøs planlægning er der så mange menneskelige faktorer, som spiller ind, og selv om serien igen og igen viser, at forbrydergruppen har planlagt rigtig meget – også rigtig meget til seernes overraskelse – så er der stadig faktorer, som er umulige at holde styr på. Ganske som i det virkelige liv, hvor vi gang på gang må sige, at vi havde planer om dette og hint, men "sådan skulle det ikke blive".

Værd at bingewatche
Det tog kun ét enkelt afsnit, før min hustru og jeg var enige om, at denne serie ville vi gerne "bingewatche" – dvs.: Se flere afsnit dagligt. Til at begynde med bliver man grebet af den dristige plan om at stjæle milliarder af euro fra nationalbanken, og man gribes af den måde, kuppet bliver gennemført, men som tiden – og afsnittene – går, gribes man i stedet af de menneskelige dramaer:

De to første sæsoner, som tilsammen er 22 afsnit, tager sig rigtig god tid til at komme ind under huden på såvel forbrydere som gidsler og ordensmagten. Selve kuppet er egentlig ret hurtigt overstået, men så kommer de mange mange timer bagefter i banken, som (uden jeg afslører for meget) er en afgørende del af kuppet. Forbrydere og gidsler befinder sig mange dage i banken sammen, og her afsløres det som nævnt, at meget kan man planlægge sig ud af, men vi mennesker er i bund og grund følelsesprægede og, ja, utilregnelige. Det kommer der en masse udfordringer og konflikter ud af, og det er dét, der er kernen i "Papirhuset". De befinder sig i et papirhus (nemlig nationalbanken, hvor man trykker pengesedlerne), men de befinder sig også som mennesker i et papirhus, som er skrøbeligt og ramler gang på gang.

Karaktererne
Forbryderbanden har valgt, at de kalder sig ved bynavne. Derfor præsenteres vi i serien bl.a. for Berlin, Tokyo, osv. Hver især har sit særpræg, og hver især reagerer de forskelligt på de prøvelser, de kommer ud for. Vi får såmænd også præsenteret, hvad det velkendte Stockholmsyndrom går ud på; altså dette, at et gidsel forelsker sig i sin gidseltager. Vi får diskussioner om magt, om sex, om fodbold, ja, om alt muligt. For det er alene i de to første sæsoner, at serien tager sig god tid, og som overrasker igen og igen.

Jeg overgav mig ganske og aldeles til serien efter de første par afsnit. Serien har millioner af fans verden over, men nogle giver den dog også udmærket kritik. For hvad ér det egentlig for en serie? Set udefra lokkes man til af action, bankrøveri, osv., men man opdager ret hurtigt, at det her er en serie om mennesker i et korthus/et papirhus. Det er, som én anmelder bemærkede det, mere en sæbeopera end en actionserie. Og har man det helt fint med dét, og suger personkarakteristikkerne og de mange dramaer til sig, så er der masser at glæde sig over i den spanske serie "Papirhuset".

Kan ses på Netflix.

---