Paddington

Af: Carsten Riis Jensen
Filmen om bjørnen Paddington er skøn og sjov. En meget britisk film fyldt med fortælleglæde og med slet skjulte referencer til egoisme og fremmedhad.

FOR BØRN OG VOKSNE
Skøn, lun, sjov. Og britisk.

Sådan vil jeg karakterisere familiefilmen "Paddington", bygget over den tegneserie og TV-serie, jeg så, dengang jeg var barn. Der er sket meget fortælleteknisk og computergrafisk siden dengang tegnefilmen var på TV, og det er en både utrolig flot og skarp animation samt en helt åbenlys glæde ved fortællingen, der præger filmen "Paddington".

Der er meget, meget langt fra en så skøn og intelligent familiefilm som denne og så til de danske, stereotype og kedelige film som de nyeste "Far til fire" og "Min søsters børn". Der er intelligens og fortælleevne og glimt i øjet. Der er nærvær og en historie, der griber én om hjertet.

Bjørnen Paddington blev berømt, fordi han ikke bare er en nuttet bjørn, men fordi han er så "britisk", så velopdragen og så fokuseret på at være høflig og ordentlig – og netop så ofte kommer i konflikt med disse ting, når han gang på gang kommer galt af sted.

I denne filmatisering følger vi bjørnen fra hans opvækst i "det mørke Peru" og hans rejse til London, hvor han søger en familie, han kan blive hos. Det viser sig at være en udfordring, for folk er slet ikke så venlige og imødekommende, som han ellers havde lært. I filmen er der en slet skjult reference til det fremmedhad og den egoisme, som så ofte præger den vestlige verden.

En lille perlerække af kendte, britiske skuespillere gør filmen til en ekstra god oplevelse, og man mærker, at de har haft det sjovt under indspilningerne.

Filmen indeholder - mest for de voksne - nogle fine små referencer til forskellige film, som "Mission Impossible" og "Indiana Jones", så der er både noget til børnene og de voksnes indre barn.

Så jeg vil blot konkludere, at den her film skal du se. Sammen med dine børn, både de små og de store.

---