Pacific Rim

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
I kampen mod de gigantiske monstre, bekæmper menneskeheden dem med tilsvarende gigantiske robotter. Er det den rigtige taktik for at redde jorden?

Lad det være sagt med det samme. Vi bevæger os her i den yderste periferi for, hvad der angiveligt er væsentligt set med "film og tro-briller". "Pacific Rim" lever på action: Kæmperobotter mod kæmpehavuhyrer med masser af blåt slim! Men, når det så er sagt, er det dog muligt at finde underliggende temaer som stedfortræderroller, heltegerninger og sammenhold.

Guillermo del Toro bliver ofte rost for sit visuelle og kreative særpræg. Det gælder også i "Pacific Rim" – som han valgte at lave på bekostning af Hobbitten. Denne gang ligner historien noget, der er sakset fra de største kassesucceser og sat sammen til sit eget udtryk, men den indeholder bestemt dét ekstra, som giver en film noget unikt.

Fra en revne under Stillehavet vælter med jævne mellemrum enorme monstre op til stor død og ødelæggelse. Menneskeheden forenes og går sammen i det fælles projekt med at bekæmpe dem. Svaret er menneskestyrede kæmperobotter, som sejrer og skaber stabilitet. Lige indtil truslen fra dybet bliver hyppigere, større og farligere.

Der er mange morsomme bipersoner, men især Idris Elbas skuespil, som den distancerede og dygtige general, der er leder af "modstandsbevægelsen". Selvfølgelig er det ikke - jævnfør genren - dybe karakterer, der præger denne film – til tider bliver de for platte. Det samme gælder replikkerne og konflikterne, som er ret så forudsigelige.

Skal vi grave dybere, ligger der trods alt nogle universelle temaer: fællesskab og selvopofrelse og kampen mod det onde – temaer der er sammenlignelige med Bibelens værdier. Som så ofte før er det gennem offeret, at mennesket sejrer. Interessant er det også, at det er de få trofaste og klarsynede, der kæmper for de mange, faktisk nærmest på trods af de mange (bl.a. politikkerne), som nægter at indse alvoren.

Plothuller og smadrede storbyer er hyppigt forekommende, og filmen er i det store hele en ægte nyklassisk adrenalinbombe til sommerens publikum. Den besidder dog også en god portion charme og umiddelbar kreativitet, som ikke lader meget tilbage i forhold til de enorme dommedagsslagscener (men det er så også en hel del).

Filmen er teknisk og visuelt et mesterværk, og der er i den grad noget til "drengen" i os alle. Det ser imponerende ud, men forventer man dybde, går man skuffet fra filmen.

---