Our Kind of Traitor

Af: Jørgen Hedager Nielsen
Et almindeligt, engelsk ægtepar kommer i klemme mellem den russiske mafia og det engelske efterretningsvæsen.

DE GODE HJÆLPER GANGSTEREN
Den første filmatisering af en John le Carré-roman var "Spionen, der kom ind fra kulden" fra 1965 med Richard Burton i hovedrollen. "Our Kind of Traitor" er den tiende filmatisering af en roman fra den succesfulde thriller-forfatter. Den er lavet over en roman af samme navn fra 2010 (på dansk Dimas drøm). Her møder vi igen flere af le Carrés typiske ingredienser:
- en spænding der holdes i live gennem hele fortællingen,
- en lille mand (her et ægtepar), der kommer i klemme mellem de store aktører, som ikke altid spiller efter reglerne,
- en kritisk holdning til magthaverne, både de politiske og dem, der styrer det engelske efterretningsvæsen MI6 (hvor le Carré selv har været ansat).

Handlingen
I første del af "Our Kind of Traitor" etableres en forbindelse mellem den bralrende russiske mafia-bogholder Dima og det unge par Perry (Ewan McGregor) og Gail (Naomie Harris), der er på en romantisk ferie i Marokko. De lokkes med til et fest i Dimas lejede palæ, hvor Dima får Perry til at tage nogle oplysninger med til MI6 i London. Med oplysningerne vil han købe sikkerhed for sin familie. Den mafia-familie, han arbejder for, er i færd med at oprette en bank i London i samarbejde med korrupte engelske politikere. En retskaffen efterretningsagent (Damian Lewis) tager sagen, men uden opbakning fra ledelsen. Milliarder af russiske rubler er nemlig en velkommen saltvandsindsprøjtning i den engelske økonomi, og så spørger man ikke, om rublerne er sorte eller hvide.

Efter første del af filmen står vi med et oplæg til en jagt, der involverer flere meget forskellige mennesker. Der er et almindeligt engelsk ægtepar, en gangster-familie, hvor faren med rette frygter for sin families liv. Og der er en mafia, der ikke skyr nogen midler, og en efterretningsagent, der stadig tror på retfærdighed i verden, og hans ledelse, der hellere tager imod sorte russiske milliarder end kommer en truet gangster-familie til hjælp. Resten af filmen skildrer de godes kamp for at redde en familie fra de onde og at afsløre korruption højt oppe i den engelske magtpyramide.

Godt filmhåndværk
Omsætningen af romanen til et filmmanuskript er ikke alle steder helt vellykket. Især føles det tungt, når opstramningen fra romanens 441 sider til filmens 105 minutter har ført til forklarende dialoger eller monologer. Men skuespillerne er velvalgte, og de gør det fremragende. Især fornemmer man, at svenske Stellan Skarsgård nyder at give den gas som en russisk gangster, der opfører sig, som om han ejer hele Afrika og samtidig er naget af en fortærende frygt for sin elskede families liv. Fotografering og musik fører os på fremragende vis ind i spænding og stemning lige fra dekadente fester til fredfyldt schweizisk bjerglandskab.

Etiske dilemmaer
Religion er helt fraværende, men der er mange etiske dilemmaer. Dem møder vi især hos det unge ægtepar, der gang på gang bliver udfordret på, hvad der er det rigtige at gøre. Men også den retskafne engelske efterretningsmand sætter "det rigtige" i forgrunden. Har man fulgt med i tv-serien Natportieren, der også er lavet over en John le Carré-roman, vil man genkende påstanden om, at samfundets magthavere har en tendens til at lade forbrydelser passere, hvis de på en eller anden måde tjener et politisk formål, som er acceptabelt for magthaverne. I "Natportieren" drejer det sig om ulovlig våbenhandel. I "Our Kind of Traitor" er det hvidvaskning af russiske mafiapenge.

Desværre er der også i denne film et helt unødvendigt kraftigt sprog hos en del af de involverede. Det vil være fuldstændig håbløst at tælle, hvor mange gange, der siges "fuck". Der er antydning af samleje og voldtægt, men det er ikke pornografiske scener.

---