Oppe på Valmuebakken

Af: Peter E. Nissen
Filmen er lavet af sønnen til japanske Hayao Miyazaki. Filmen er langsom, men smuk. Spørgsmålet er, hvem der er målgruppen? Filmen kan ikke fastholde nutidens unge.

Denne japanske tegnefilm fra det berømte Studio Ghibli minder i streg om de øvrige Miyazaki-tegnefilm, hvoraf Chihiro og heksene og Det levende slot er de mest berømte. Denne film er lavet af Hayao Miyazakis søn, og man genkender trækkene fra de øvrige film.

Filmen er dog mindre fantasifuld, og dens fokus er på et japansk samfund i Yokohama ved kysten i begyndelsen af 1960'erne. Vi følger pigen Umi, som i gymnasiet møder drengen Shun. Han kæmper sammen med andre drenge for at bevare deres klubhus, og gennem venskabet med Umi kommer hun ham til hjælp i kampen. I venskabet vokser følelserne for hinanden, og vi bliver præsenteret for et drama omkring forelskelsen.

I modsætning til en typisk Miyazaki-film er der ikke eventyrlige elementer i denne film, den er tværtimod 'lige ud af landevejen' og realistisk i dens gengivelse af et typisk ungdomsfilms-tema. Den giver et øjebliksbillede af et japansk samfund i en bestemt tid, og det, som umiddelbart står som kontrast til vores tid, er den stærke opdeling mellem drenge og piger, som dog bliver brudt gennem filmen. Der er i historien en varsling om en ny tid.

Filmen har nogle rigtig flotte baggrundsscener, og der er fine elementer i filmen, som nærmest har kunstnerisk karakter. Der er virkelig kredset om detaljerne. Til gengæld er handlingen dræbende langsom, og dens verden er meget fjern fra nutidens danske unge. Af en nutidig ungdomsfilm at være virker den noget naiv.

Af samme grund spørger jeg mig selv, hvem målgruppen egentlig er. Jeg kan ikke forestille mig, at filmen kan fastholde nutidens unge mennesker, og hvem er den egentlig så egnet til? Dens naive historie appellerer mest til børn, men de kan næppe holde dens langsommelige stil ud. Derfor får filmen - sine flotte scener til trods - en lav karakterbedømmelse, for jeg har svært ved at se dens relevans. Jeg håber, den har haft succes i Japan. Det fortjener det store arbejde bag. Men i en dansk sammenhæng er og bliver den – ligesom farens film - et underligt og anderledes kunstværk. Og denne film mangler de øvrige films fantasi. Vil man gerne introduceres til Miyazaki-familiens film er dette ikke stedet at begynde.

---