Ondskab

Af: Johan Schmidt Larsen
Filmen om den voldelige Erik er et mesterværk. En oprørende, grusom og befriende filmperle om menneskets mørke natur. Filmen bygger på selvbiografisk roman af Jan Guillou.

VOLDENS TYRANI 

Svenske Mikael Håfströms film fra 2003 er en sjælden perle - vellykket, velspillet og gribende. Filmen er i hele dens skildring af menneskets mørke natur oprørende og grusom, men også befriende.

Filmen er baseret på Jan Guillous selvbiografiske bestseller Onskaben, og var den mest sete film i Sverige i 2003. Filmen blev desuden nomineret til en Oscar som bedste udenlandske film. Forfatteren og journalisten Jan Guillou har i øvrigt også lavet det litterære forlæg til film som Arn – Temperridderen, Arn – Riget ved verdens ende og Hamilton: I nationens interesse.

Filmen foregår i 1950'erne. Den 16-årige Erik kender voldens magt, både når han selv udsættes for den af sin sadistiske stedfar og ligeså, når han selv benytter voldens hjerteløse sprog i skolegården. Da han bortvises fra skolen for sin voldelige adfærd, bliver han sendt på kostskolen Stjärnsberg. Skolen er Eriks sidste chance for at bevare drømmen om et jurastudium og samtidig en mulighed for at bryde med sit tidligere liv. Det er dog lettere sagt end gjort.

Accepteret vold
På Stjänsberg kaldes den organiserede vold for "kammeratopfostring". Det vil sige en undertrykkende voldskultur, som stiltiende accepteres af skolens ledelse. Systemet ses som et middel i skolens opdragelsesproces, hvor skolens ældste elever i praksis har lov til at opdrage, nedgøre og tyrannisere de yngste og nyankomne elever. For Erik handler det bare om at spænde balderne og ikke at bryde sammen, så han dermed mister sine fremtidsmuligheder.

Mens han prøver at overleve, kæmper han med sig selv og den voldspiral, han selv har været offer for, og som han selv var en af de fremmeste eksponenter for i sin gamle klasse. Gennem et tillidsfuldt venskab med sin værelseskammerat Pierre – et venskab som ingen af dem tidligere har oplevet – sættes Erik i et valg. Skal han fortsætte, hvor han slap, eller findes der en bedre vej? Er det muligt at møde volden med ikkevold og pacifisme, eller skal alle tyrannerne bare have tilbage af samme skuffe?

Forskellen på mennesker og dyr
Da Pierre endnu engang udsættes for ydmygelse og nedgørelse af de ældste elever, griber hverken Erik eller de andre klassekammerater til modværge, "for slår man på en af eleverne fra skolerådet, er det bortvisningsgrund", siger Erik i et spagfærdigt forsvar. Da klassens favoritlærer hører om episoden, bliver han oprørt og affyrer denne svada i hele klassens påhør: "Det, der adskiller mennesket fra dyret er ikke bare intelligensen, men også moralen. Evnen til at skelne mellem godt og ondt, men I har opført jer som dyr og som ådselgribbe!"

I filmens ekstramateriale er det et rigtig fint interview med Jan Guillou, hvor han siger, at i både bog og film er det biografiske materiale mixet med fiktion, men selve voldsfilosofien og det brutale miljø er autentisk nok. Det var sådan det foregik på kostskolen.

Eminente skuespillere
Det er sjældent, at man møder en film, hvor stort set alle filmens karakterer er besat med eminente skuespillere, men det er tilfældet med denne film, og her skal særlig Andreas Wilson fremhæves for en kæmpepræstation i rollen som Erik. Desuden har instruktøren formået at skabe nogle stille og eftertænksomme scener, som forløser og gør det udholdeligt at komme igennem filmens mørke sider. Det kommer særlig til udtryk i Eriks forelskelse i køkkenpigen Marja og det smukke venskab med værelseskammeraten Pierre.

Filmen er meget velegnet til at drøfte, hvad vold og mobning gør ved mennesker, og hvad vi individuelt og kollektivt kan gøre ved dette frygtelige fænomen. Det er jo ikke uden grund, at vi i Fadervor beder: Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde!

Filmen mange paralleller til Døde poeters Klub fra 1989, selv om de to film er meget forskellige i temaer og opbygning.

---