Once

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En historie fortalt i ord, billeder og musik om to personer, der går i studiet sammen for at lave en plade.

Der er en enkel hverdagspoesi over John Carneys "Once", der kort og godt handler om mødet mellem en irsk gademusikant og en tjekkisk emigrant. Begge har de en kærlighed til musik af den mere håndholdte, indadvendt akustiske slags. Begge har nogle ulykkelige og måske også bittert afsluttede (?) kærlighedsforhold med sig i bagagen; og begge småhutler de sig gennem en tilværelse, hvor der ikke rigtig er plads til deres største passion: Musikken. Det er i musikken, de finder ud af, at de taler et fælles sprog, og de beslutter sig for at prøve at lave en plade sammen. Men det at lukke hinanden ind i noget, der for dem er så intimt og så personligt, ryster dem tættere sammen end de måske havde planlagt – også selvom de egentlig ikke kender hinanden.

"Once" er faktisk et forsøg på at skabe en moderne musical. Her er ingen tunge kostumer og brølende kor, men helt afdæmpede lydstumper. For de to hovedpersoner spiller deres sange for hinanden, spiller sammen, går i studiet, synger og nynner sig gennem den fine lille film – uden at der egentlig sker så meget andet. Historien om to nærmest ordinære mennesker, der mødes og fatter sympati for hinanden får lov til blot at være en historie om dét – fortalt ikke blot i ord og billeder, men også med musik.

Det lykkes stilfærdigt og fint i lavbudgetfilmen "Once", men nogle seere vil måske nok synes, det er lidt for stilfærdigt. Som i de fleste "rigtige" muscials forbliver fortællingen om han og hun nemlig ret enkel. Det er derfor på sin vis en ukompliceret og ligetil film, ligesom musikken med den Oscarvindende ballade "Falling Slowly" er det. Derfor er det heller ikke en film, der bider. Det er en venlig, hyggelig, vemodig og bogstavelig talt vel-spillet film, hvis lige jeg ikke rigtig kan mindes at have stødt på.

Mest af alt er "Once" dog nok en hyldest til musikken som noget, der udtrykker hjertets længsler bedre end vi selv kan med ord. Det er i sagens natur en meget afmålt hyldest, men den præsenteres med en intimitet og varme, som smitter - trods filmens lidenhed. Det er lidt som at sidde en nat ved lejrbålets gløder; man føler sig tæt på noget vigtigt, og samtidig ved man, at netop det øjeblik er flygtigt og i det store hele nok ikke betyder så meget.

Sådan er "Once". Se den fordi der ikke findes så mange af dens slags.

---