Om guder og mænd

Af: Michael Agerbo Mørch
Af: 01
Excentrikeren Beauvois har lavet en fremragende film om otte munkes heroiske kamp for retfærdighed og kærlighed i et land plaget af uro og terrorisme.

AT VÆRE I VERDEN
Munkelivet er fascinerende på grund af dets radikalitet og stærke forfølgelse af kaldet. Det ses i den mærkværdige dokumentar Den store stilhed. Men munkevæsenet har ikke altid vendt deres blik indad. En stor del af munkelivets idehistorie har faktisk fokus rettet mod omverdens nød. Mange munke har fx haft en gesjæft som læger, og klosteret har fungeret som hospital. Således også i nærværende film.

I kamp for fredens rige
Otte munke har taget turen fra Frankrig og har bosat sig i Algeriet. Her kombinerer de munkelivets indre andægtighed med diakoni. Mellem 100 og 150 muslimer fra landsbyen besøger dagligt broder Lucs "hospital", og prior Christian fungerer som både menneskelig og politisk rådgiver for en lang række mænd.

Men under overfladen ulmer borgerkrigen, og pludselig står klosteret i et dilemma: Skal de blive og være tro mod byen og deres kald, eller skal de flygte for at redde deres liv og være Guds disciple andetsteds? For der er jo ikke meget hjælp at få fra en død munk? Eller hvad?

Som Christian siger til islamisterne da de trænger ind i klosteret for at få fingrene i medicinen: "Dette er et fredens hus, her bæres ingen våben." Jesus kom til verden for at frelse mennesker, og samtidig ønsker han at sprede fred og næstekærlighed i denne verden. Fredens proklamation er en del af forkyndelsen om Guds rige!

At være ærligt tilstede
Med et fremmedord kalder man det kontekstualisering, at man tager det bibelske budskab, og gør det håndgribeligt og forståeligt i den kultur, man er en del af. Det er præcis, hvad munkene gør. Ligesom Jesus blev kød og tog bolig blandt mennesker (inkarnation), bliver munkenes fromme ord i klosteret til kød og blod blandt de lokale muslimer.

De er ydmyge, men fulde af integritet. De er milde, men ærlige. De er trofaste, men selvstændige.

Filmen er faktisk ikke blankpoleret, selvom det kunne lyde sådan. Munkene debatterer indbyrdes, om de handler rigtigt, og flere gange kommer frustrationerne frit frem. Men hvad andet ville være naturligt, når døden kommer så tæt på?

Et andet godt aspekt ved munkenes liv er, at de forsøger at forstå den algeriske kultur. Christian studerer Koranen, så han kan forstå islamisternes tankegang. Ikke for at være dem intellektuelt overlegen, men for at kunne komme i dialog med dem. Når muslimerne mærker, at munkene kender Koranen og har respekt for den, så møder munkene også respekt og forståelse for deres fejring af julen. Ikke lyserødt venskab, men respektfuldt bekendtskab. For sådan må det være, når vi møder muslimer. Der vil være uenigheder, for vores gudsbilleder er forskellige. Men det forhindrer ikke, at vi fuldt ud kan være venner med dem på lige fod med vores ateistiske, buddhistiske osv. venner.

Åndelig udvikling
Jeg fik virkelig meget ud af at se filmen. Denne tætte kombination af fordybelse og det daglige liv blandt mennesker, som filmen så ærligt beskriver, har givet mig meget stof til eftertanke. Der er ingen lette løsninger for kristne, når de vil møde mennesker af anden religiøs overbevisning, etnicitet etc., men vi er kaldet til at dele evangeliet ud til alverden, og denne film viser, at tålmodighed, integritet og kærlighed til Kristus og mennesker, kan bryde selv store barrikader ned.

Filmen er ikke specifikt kristen, men snarere en skildring af en virkelig hændelse. Men det ændrer ikke noget for mig. Filmen er fuldstændigt fabelagtig god, og det er måske den mest oplagte Film&tro-film, jeg har set! Større anbefaling kan jeg ikke give den …

---