O'Horten

Af: Henrik Højlund
Lokomotivfører Hortens liv er for længst gået i stå, men da han skal pensioneres, begynder hans liv at tage nogle overraskende vendinger.

Den norske instruktør Bent Hamer har sin helt egen stemme i filmverdenen. Han laver underfundige, tidvis næsten surrealistiske film om tilsyneladende betydningsløse mennesker i en tilsyneladende betydningsløs historie. Det viser sig dog, at filmen ved nærmere eftersyn rummer stof til god eftertanke og i øvrigt megen småhumren. ("Eggs", "Salmer i køkkenet").

Den seneste, "O'Horten", handler om lokomotivføreren, Odd Horten. Historien begynder dagen før Hortens sidste dag på jobbet før pensionering. Horten er indbegrebet af pålidelighed og ulastelighed. Han har næppe haft én sygedag. Alt passes til punkt og prikke. Han er ugift, besøger med punktlig regelmæssighed sin gamle, senile mor, bor i en lejlighed, hvis interiør ligner noget fra 1950'erne. Og sådan ser også hele hans liv ud – som noget der gik i stå engang for 50 år siden.

Og derom drejer historien sig også. Om en mand, der for længst er gået i stå, hvis liv føles som ren tomgang. Men i forbindelse med pensioneringen begynder der så at ske mærkelige, små forskydninger i hans tilværelse. Der indtræffer små uregelmæssigheder i Hortens liv, som griber mere og mere om sig og fører Horten hen, hvor han ikke selv har ønsket at komme. Men til syvende og sidst åbner det døren for Horten til et andet liv.

Et omdrejningspunkt i historien findes i replikken: "Livet er for kort til at vente." Horten har hele livet tøvet og ventet og veget uden om store og små beslutninger. Hans gamle mor var en talentfuld skihopper. På hendes tid var det imidlertid ikke velset med kvindelige skihoppere, så hun fik aldrig for alvor chancen. Sønnen var en helt anden type. Der skulle ikke hoppes, ikke tages chancer, ingen vilde drømme og eventyr der.

Men livet kan overraske. Livet er større end det, man forsøger at begrænse det til. Mennesket selv er større end de begrænsninger, det lægger over sig selv.

Horten hopper - og vinder. Man klukler meget undervejs i filmen. Den altdominerende hovedrolle, spillet af en af norsk og dansk films og teaters grand old men, Baard Owe, er perfekt gennemført, med stor sans for de allermindste små ansigtsnuancer og toneforskydninger.

Når jeg ikke giver filmen 5 stjerner, skyldes det, at den trods alt ikke er nogen stor, bevægende film. Men en fin lille perle, det er den.

---