Oh happy day

Af: Henrik Højlund
En håndfuld folkekirkekristne - et landsby-kirkekor af den udpræget åndløse type møder varmblodet, amerikansk gospel-kristendom.

Endnu en dansk film med tro og religion som fremhævet tema. Endda meget fremhævet denne gang. Man kunne med megen ret hævde, at det er en film om tros-vækkelse. En håndfuld folkekirkekristne - et landsby-kirkekor - af den udpræget åndløse type møder varmblodet, amerikansk gospel-kristendom, og sjælen får vinger, så de til sidst står med hinanden i hænderne og beder til Gud.

Skæg og forførende
"Oh happy day" er skabt i komediens form og er som sådan jævnligt rigtig skæg. Som for eksempel i scenen, hvor det lidt kiksede landsby-kirkekor ved et tilfælde kommer under kyndig vejledning af en sort gospelkor-leder fra selveste Harlem. Denne vil indledningsvis gerne høre lidt om deres tro. Deres forskellige hændervridende svar på spørgsmålet er hylende morsomme i al deres fladbrystede åndløshed. Filmen vil dog mere end komedien. Filmens hovedperson, Hanna, spillet fremragende nuanceret af Lotte Andersen, er en kvinde ved livets middagshøjde med mange tabte illusioner og grå fremtidsudsigter - en livsfølelse fint understreget af smukke danske tågelandskabsbilleder. Men mødet med sort, amerikansk, livsbekræftende gospelmusik spreder tågerne i hendes - og de andres - sind og giver forhåbninger om et andet og bedre liv. Da gospel-musikken sætter ind første gang i filmen, med koret fra Harlem, er det ikke kun skuespillerne på lærredet, der bevæges og løftes ud af gråheden. Bevægelsen forplanter sig helt ned i biografmørket, så man uundgåeligt rammes af musikkens magi. Musikken er ganske enkelt forførende. Og lige nøjagtig deromkring et sted befinder filmens hovedproblem sig også. Den vil blandt flere ting give os oplevelsen af ægte, livsbekræftende kristendom - og gør det så forførende dejligt, at man alt for let kan overse filmens kristeligt talt fatale løgn.

Helt galt
I filmens afgørende scene går det helt galt. Den gifte Hanna er krøbet i kanen med den gifte Harlem-korleder og vågner om morgenen på hotelværelset med solen lysende gennem den korsformede vinduesramme. Ved siden af korset står korlederen og forkynder, at han har genfundet troen, for i Hanna har han fundet "tegnet på kærlighed". Den skal man tro på - en ægte Jesus-troende, sort amerikaner genfinder troen i armene på en anden kvinde end sin egen hustru. Gud fri os vel. Det er total mangel på både kristen troserfaring og almindelig psykologi. Filmens problem er, at den kristendom, den forkynder, i sin kerne er skåret over præcis samme læst som den gennemromantiserede kærlighed, den i lighed med stribevis af andre danske film hylder. Det er med andre ord troen helt og holdent på følelsernes og stemningernes overdrev, hvor uinteressante dyder som slidsom kamp for troskab slet ikke kan hamle op med det langt mere vibrerende - og højst ukonkrete - "kærlighed". Se filmen for dens pragtfulde komik og indimellem varme menneskelighed. Men tro for alt i verden ikke på dens "evangelium".

Kilde: Indre Missions Tidende nr. 46/2004

---