Offscreen

Af: Michael Agerbo Mørch
Dansk films unge håb, Christoffer Boe, har begået tre mindeværdige film, som fortjener at blive set, nydt og elsket. Der er stof til hver en filmhjerne og hvert et filmhjerte.

Fælles anmeldelse af "Reconstruction", "Allegro" og "Offscreen"

Christoffer Boe er udråbt til en af de største talenter i nyere dansk film, og han skal forsøge at løfte arven efter stadig virksomme Lars Von Trier. Christoffer Boe er modsat mange andre instruktører ikke modvillig til at tale om sine film, og derfor kan man faktisk relativt let få et indblik i et ellers kryptisk univers. For overskuelighedens skyld vil jeg kort referere fra de tre film, inden jeg giver en form for fælles konklusion.

Reconstruction
Christoffer Boe deltog med dette lille mesterværk i Cannes' debutpris - og vandt! Filmen er et godt indblik i Boes univers og fortæller en kompliceret kærlighedshistorie om Alex, der forelsker sig hovedkuls i Aimee, og derefter jagter hende gennem Københavns gader. Men kærlighedens veje er uransagelige, og et stramt net af mystik, hukommelsestab og frustreret eufori spindes om filmens enkle handling.

Den mørke noir-stil er kendt fra New Wave-bølgen i Frankrig og Boes store forbillede Jean-Luc Godard. Selvom man næsten kan komme til at mistænke Boe for at være overfokuseret på stilen, så taber han aldrig historien af syne, og med sublime skuespilpræstationer bliver filmen et eminent bekendtskab.

Allegro
Denne allegoriske film var Boes anden film og er skrevet i selskab med komikeren Mikael Wulff (som han også filmede "Kissmeyer Basic" for). Filmen tager udgangspunkt i den verdenskendte komponist Zetterström, som skal spille en koncert i København. Midt i København findes "Zonen", som er et afgrænset område, man ikke kan besøge. I "Zonen" findes Zetterströms hukommelse, for den har han lagt fra sig efter et ulykkeligt kærlighedsbrud.

Filmen er altså ligesom "Reconstruction" et forsøg på at lave en anderledes beskrivelse af (den komplicerede) kærlighed, og i "Allegro" har hukommelsen en særstatus. Hvad den gør ved os, og hvordan vi kan lade os manipulere af den.

Ulrich Thomsen spiller Zetterström og giver sin karakter den nerve og gnist, der skal til, for at dramaet forløses. Den orakel-agtige rolle til gamle Henning Mouritzen bliver også forløst på forunderlig vis.

Offscreen
Boes tredje film er ikke uberettiget kaldet "den mest dristige film" i nyere tid. Filmen er et unikt og spændende forsøg på at afdække nogle af de menneskelige mekanismer, som sættes i gang, når kærligheden skuffes.

Nicholas Bro spiller sig selv i denne film, og andre medvirkende gør ligeså. Bro er ved at komme i klemme i forhold til sin kæreste Lene Maria Christensen, som er på nippet til at forlade ham. Bro bestemmer sig for at lave en kærlighedsvideo, hvor han filmer dem i ALLE tænkelige situationer. Desværre er Bro så forelsket i sin kæreste og i projektet, at netop Lene og alle vennerne omkring dem, lynhurtigt får nok. Men "nok" er ikke en hindring for den insisterende kærlighed. Noget som mildt sagt får tingene til at eskalere for Bro.

Filmen er en af mine personlige favoritter og en film, der i den grad vil noget. Den vil fortælle en spændende og dramatisk historie. Den vil forny det filmiske sprogbillede og afsøge dets begrænsninger. Den vil levere en fortælling, som ætser sig så langt ind i sjælen, at den nægter at give slip igen. Filmen er bredt overset i det danske landskab, og det er en kæmpe fejl. Filmen er efter min mening i absolut verdensklasse!

Konklusion
Christoffer Boe står for mig som noget af det mest visionære i dansk film. Præcis som sit store forbillede Jean-Luc Godard, hvis gamle science fiction film "Alphaville" han også har opkaldt sit eget produktionsselskab efter, ynder Boe at kommentere og diskutere film i pressen, og han lyncher tit den danske anmelderskare for ikke at ville nok med det filmiske medie.

Boes film fortjener at blive set og diskuteret, for ikke nok med, at hans stil og teknik er de fleste andre overlegen, så har han altså også brandgode historier at fortælle og nogle temaer, som er så eksistentielle, at de vedrører alle.

---