Novitiate

Af: Ketty Dahl
Pigen Catheleen søger kærlighed, orden og tryghed i et kloster. En lidt langtrukken film, som gør op med mange ting i den katolske kirkes fortid.

ORDEN OG TRYGHED 

Den unge Cathleen søger i 1960'ernes USA ind på det lokale kloster for at blive nonne. Hendes enlige mor er ateist og forstår ikke Cathleens søgen efter noget, hun vel knap selv ved, hvad er. Men efter faren har forladt familien, længes Cathleen efter kærlighed, orden og tryghed. Et sted, hvor der er styr på tingene. Og på klosteret er der i den grad styr på tingene. Klosterets abbedisse styrer med hård hånd de unge kvinder i en fast rytme af bøn, studier, arbejde og stilhed. Hun klargør for pigerne, at hun taler på Guds vegne, og hendes ord er lov. Hun er manipulerende og ubehagelig, men man får alligevel indtrykket af, at hun ikke er sig selv det bevidst. Hun tror virkelig, hun gør det rigtige. At det er på den måde, hun kan gøre sig fortjent til at blive elsket af Gud. Man følger de unge pigers splittelse mellem dårlig samvittighed over, at de måske slet ikke føler sig parat til klosterlivet og så deres længsel efter at blive elsket og at høre til et sted.

Selvafstraffelse
For at blive novice skal de iføre sig brudekjole med slør og lade sig vie til Gud og den katolske kirke. Cathleen siger selv, at hun ønsker Guds kærlighed, og hvis det kræver at blive en god nonne at kunne få Hans kærlighed, så er hun rede til det. I sin søgen går hun til yderligheder med selvdisciplinering og selvafstraffelse med pisk. Man overværer også en ret ubehagelig scene, hvor abbedissen forlanger, at pigerne offentligt bekender deres synder og pålægges bod med absurde straffe. For at kunne blive Kristi brud, skal man nemlig være perfekt og ufejlbarlig. Man skal gøre sig fortjent. Cathleen undertrykker en spirende seksuel nysgerrighed, men opdager, at hun ikke kan styre kroppens længsler og indleder et lesbisk forhold til en af de andre nonner i sin søgen efter en kærlighed og tryghed, hun ikke finder i klosterets strikse og stive rammer.

Ændringer på vej
En dag offentliggøres det, at paven har udstedt et dokument, kaldet Vatikan II, som erklærer, at kirken skal reformeres for at sikre sin overlevelse i en moderne tidsalder. Det indebærer, at tekstlæsning ikke længere skal foregå på latin, at selvafstraffelse afskaffes, at man skal udvise respekt for andres tro, at nonnerne ikke længere er forpligtet på at bære ordensdragten, og at man som nonne ikke skal opfatte sig som noget særligt endsige føle sig specielt elsket af Gud. Disse nye forordninger får mange af nonnernes selvopfattelse til at krakelere. Cathleen må erkende, at det, hun søgte, fandt hun ikke indenfor klosterets mure, og sammen med 90.000 andre nonner, forlader hun den katolske kirkes klosterorden efter bekendtgørelsen af Vatikan II.

Altid allerede elsket
Man sidder med en lidt ambivalent følelse efter at have set filmen. Den unge, usikre, søgende Cathleen bliver fint portrætteret samtidig med, at klosterlivet stilles til skue som det værste af det værste, når man tænker "den sorte skole". Og så sidder man og bliver så glad for, at Luther kom og gjorde op med dette regime i den katolske kirke, hvor katolicismen ikke handlede om nåde, men frelse gennem lovgerninger. At Luther kom og lærte os: At vi er, som musikeren Peter Bastian engang udtrykte det: "Altid allerede elsket". At vi allerede var elskede, inden vi vendte os til Kristus, at vi netop ikke skal gøre os fortjent til hans kærlighed. Uanset hvor meget bod, vi udøver, er vi allerede elskede, mens vi endnu var syndere. Og vi er elsket for altid, helt ind i evigheden. Alt er af nåde. Jesus har gjort det, der skulle gøres.

Om Cathleen virkelig er lesbisk eller bare søgende efter trøst, er lidt svært at blive klog på, men hun finder øjensynligt ikke kærligheden hos kristendommen, som hun møder den her, kun påbud og forbud.  Abbedissen prøver krampagtigt at holde fast i de gamle traditioner, gennem hvilke hun besidder en afgørende magt. Filmens ærinde er øjensynligt at vise den katolske kirkes forkrampethed inden Vatikan II, og måske har den også en agenda omkring undertrykt seksualitet. Det får i hvert fald lov at fylde en del i sidste del af filmen, og man kan godt blive lidt træt af, at den katolske kirkes kropsforskrækkelse igen skal føres over på temaet homoseksualitet, hvilket efterhånden er lidt fortærsket og meget politisk korrekt.

Filmen er smukt filmet, men kan virke lidt langtrukken undervejs. Den er én i en række af film, der i øvrigt helt berettiget gør op med mange ting i den katolske kirkes fortid, men især sætter filmen fingeren på nogle ømme punkter i forhold til gerningsretfærdighed, der såmænd kan vække til eftertanke hos os alle.

---