Nomadland

Af: Carsten Riis Jensen
Nomadland er en højest usædvanlig Oscar-vinder. Filmen er en langsom hybrid mellem dokumentar og fiktion. En fortælling om amerikanske nomader i senioralderen, hvor den primære handling er stemninger og billeder.

AT KOMME SIG LANGSOMT 

Det er en usædvanlig film, der i år vandt Oscar for bedste film. Det er usædvanligt med en film, hvor det er stemninger og metaforiske billeder, som bærer den primære handling. Og så er det en usædvanlig genre, nemlig en hybrid mellem dokumentar og fiktion.

Ikke for alle
Jeg skal derfor også sige med det samme, at langt fra alle vil synes om "Nomadland". Den vil for mange føles langsom, uden handling og netop hybriden mellem dokumentar og fiktion kan virke direkte irriterende. Sådan var det for mig, den første time af filmen. Normalt, hvis filmen havde kørt på TV en aften, ville jeg have slukket efter den første halve time.

Men jeg er glad for, at jeg så filmen til ende, for som tilskuere har vi brug for den første time. Vi har brug for det langsomme tempo, brug for langsomt at blive suget ind i en stemning, et miljø, en tilstand, for derfra at opnå forståelse og empati for det, som filmen blandt andet handler om: At komme sig langsomt.

Nomaderne
Frances McDormand spiller den aldrende kvinde Ferm, som er nødt til at forlade industribyen Empire. I USA er der masser af sådanne landsbyer, bygget af fx det lokale minefirma. Industrien i Empire er død, og byen – ja, tilmed byens postnummer – lukker ned. Ferm har mistet sin mand, og hun beslutter at indrette en varevogn til beboelse. Til at begynde med kører hun rundt på må og få, har kortvarige jobs forskellige steder, men så møder hun "nomaderne": Primært ældre mennesker, som af personlige grunde har valgt at campere i ørkenen og danne små fællesskaber. Hun beslutter at slutte sig til dem, og lærer nye mennesker at kende. Samtidig får hun overskud til at opsøge sin familie, og der begynder en langsom heling og et bevidst valg af en ny måde at leve på.

Dokumentar og fiktion
Som nævnt er filmen en hybrid mellem dokumentar og fiktion. Langt de fleste af personerne i filmen er nomader. De spiller en "filmudgave" af dem selv. Det gør også, at samtalerne imellem dem får dokumentarisk præg: Det er, som om de taler til en person bag kameraet, som har stillet dem spørgsmål.

Midt iblandt dem er så Frances McDormand, som altså er skuespiller. Og netop dét er noget af et kunststykke, at "placere" en skuespiller blandt "rigtige" mennesker. Jeg synes ikke, det lykkes godt hele vejen igennem, men når det lykkes, så er det uden tvivl fordi, det netop er ingen ringere end Frances McDormand, som spiller rollen. Hun har et ansigt, en mimik og en tilstedeværelse, som er troværdig.

Man kan godt kalde "Nomadland" for en roadmovie. Hvis jeg skal sammenligne med andre film, så vil jeg sige, at dens langsommelighed og de sanselige billeder mindede mig om en hybrid mellem munkefilmen Den store stilhed og roadmovien The Straight Story, om manden der rejser tværs over USA på sin motoriserede plæneklipper for at forsone sig med sin søn.

De mange priser
"Nomadland" har vundet rigtig mange priser, og altså i skrivende stund også en Oscar for bedste film. Det kan nok undre, hvorfor det lige præcist er denne film, der vinder, men det er der en god grund til: Filmen kom simpelthen ud i USA på det helt rigtige tidspunkt, nemlig midt i coronakrisen, da endnu flere end normalt havde mistet hjem, arbejde, osv., og derfor var tvunget til at vælge en ny livsstil og levevej. Og mange af dem som moderne, vestamerikansk nomade. Filmen kom ud netop da, og blev vist på storskærme i ørkenen og høstede af denne grund stor anerkendelse – og forståelse. Den kom ud, da mange mennesker havde brug for at "komme sig", blive helet, i forhold til sorg, sygdom, tab af arbejde, osv.

Filmen kommer på intet tidspunkt ind på kristen tro eller religion. En enkelt gang er der en samtale omkring forskellen mellem at sige "farvel" og "vi ses senere på vejen", men det er også alt. Jeg vil sige, at "Nomadland" er for det modne publikum, som har det fint med at få fortalt en dokufiktiv historie, som først og fremmest spiller på billeder, stemninger og langsommeligheden.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---