No Country for Old Men

Af: Stephen Innes
En fantastisk film, der på mange måder fungerer som en westernfilm i det 20. århundrede.

Advarsel: Indeholder spoilere

"No Country for Old Men" er den seneste film af Coen-brødrene. Den er blevet en af de mest kritikerroste film i løbet af det sidste år. "No Country for Old Men" er en filmatisering af Cormac McCarthys populære roman Ikke et land for gamle mænd. Filmen har modtaget mange priser og markerer, at Coen-brødrene nu er tilbage "i garnet" med at lave kvalitetsfilm, noget de tidligere har demonstreret ved "Blood Simple - et nemt offer" (1984) og "Fargo" (1996). Som i "Fargo", viser "No Country for Old Men" at nyskabende kunstnerisk dygtighed og god underholdning kan fungere sammen.

Filmversionen ligger tæt op ad den originale romanfortælling. Selv de filmtekniske aspekter ved filmen synes at fungere som en filmisk hyldest til McCarthys skrivestil; narrative ellipser, en tydelig synsvinkel, omhyggelig og sirlig skabte scener og nogle sekvenser, som nærmest er abstrakte i sit fokus på lyd, objekter, lys, farve og kameravinkel. Næsten alle scener i hele filmen er gennemførte med tilsyneladende perfektionisme. Nogle scener er faktisk så fejlfrit konstruerede, at vi ønsker, de bare skal blive ved, og samtidig skaber de et følelsesmæssigt træk, som forsigtigt drager os videre til den næste scene. Skuespillerne er fantastiske, og den britiske filmfotograf Roger Deakins giver liv til det nøgne landskab i Texas. På mange måder fungerer denne fortælling som en westernfilm i det 20. århundrede.

En meget voldelig mand
Filmens handling er ganske enkel. Llewelyn Moss (John Brolin), en krigsveteran fra Vietnamkrigen, falder tilfældigvis over en dynge lig og en døende mexicaner i det, som ser ud til at være en nakohandel, der gik i vasken. I nærheden finder han også en kuffert fyldt med mere end to millioner dollars. Anton Chigurh (Javier Bardem) er lejemorderen, som hyres for at finde denne kuffert igen. Ed Tom Belle (Tommy Lee Jones) er sheriffen, som forsøger at opspore Chigurh. Disse tre personer ender med at være i en slags "kattens leg med musen", hvor rollerne som jæger eller jaget skifter mange gange. De forfølger hinanden og pengene gennem hele Vest-Texas. De tre personer repræsenterer også forskelligartede tilknytninger til handlingen, idet vi følger dem hver for sig, indtil deres veje mødes hen mod slutningen af filmen. Llewelyn er den mest besværlige hovedperson, som vi - til trods for hans moralske dobbelthed - ønsker, at han undslipper Chigurhs greb og overlever. Chigurh er en meget voldelig mand, næsten et symbol på det allestedsnærværende ondes ansigt. Han tøver ikke med at dræbe enhver, som kommer i vejen, uanset om det var med vilje eller ej. Chigurh er ubarmhjertig i sin jagt og vil gøre hvad som helst for at fuldføre sin opgave. Ed er en aldrende lovens mand, som bliver mere og mere fortvivlet over voldens magt og kraft, der tvinger sig ind på et samfund, han troede var roligt og fredeligt.

Filmens åbningsscene viser et øde, ubeboet landskab i Texas i 1980. En kommentatorstemme, som repræsenterer Ed Belle, fortæller om en kriminel, der ikke viste nogen form for anger for de drab, han havde begået. Bell mindes ham med vantro, næsten overrasket over, at en så hjerteløs og ond person kunne eksistere. Denne scene sætter tonen for resten af filmen, som i bund og grund er en undersøgelse og beskrivelse af, hvor magtesløse og triste mennesker kan blive, når deres normale fredelige verden afbrydes af rå ondskab og vold.

Hele handlingen sættes i bevægelse, da Llewelyn tager den forståelige, men dødsensalvorlige beslutning om at tage pengene med og lade mexicaneren blive liggende for at dø. Senere samme aften angribes han af dårlig samvittighed og returnerer til stedet med vand til den døende mand. Denne gode gerning resulterer ironisk nok i, at Llewelyn bliver identificeret af banden bag pengene, som dermed hyrer Chigurh til at opspore ham og få fat i pengene.

Chigurhs mange drab er nogle gange hensigtsmæssige for hans opgave, mens de andre gange ikke er det. Nogle har hævdet, at Chigurhs rollefigur fungerer som en legemliggørelse af døden, der på en kompromisløs og tendentiøs måde tager livet fra dem, der krydser hans vej. Det kan synes, som om han lader tilfældighederne bestemme over deres skæbne (noget som reflekteres i scenerne, hvor han lader personerne slår plat og krone om, hvorvidt de skal leve eller dø). Hans favoritvåben er en pistol, som sædvanligvis bruges til at aflive kvæg. Hans ofre inkluderer mennesker, som er knyttet til narkohandel, mennesker som kører bilerne, han kaprer, og andre mennesker, han tilfældigvis møder. Llewelyn Moss bliver efterhånden klar over, at Chigurh er på jagt efter ham, noget som gør, at han bringer sin kone Carla Jean (Kelly Macdonald) i sikkerhed og selv flytter fra motel til motel i et forsøg på at undslippe både mexicaneren og Chigurh. I mellemtiden forsøger Bell at lokalisere og beskytte Moss og samtidig fange Chigurh.

Som i de fleste westernfilm ender filmen i en stillingskrig, hvor hovedpersonerne mødes, og en kamp opstår, en kamp som vil afgøre, hvem der vinder til sidst. I denne fortælling ender både mexicaneren, Chigurh, Llewelyn og Bell på et motel i El Paso.

Det, som derefter sker, er enten en genial drejning eller en dårlig fejlvurdering, afhængig af, hvordan du kan lide fortællingens slutning. Idet Ed ankommer til motelværelset, hvor han tror, Chigurh befinder sig, opdager han Chigurhs spejlbillede i slåen på døren og presser sig ind på værelset med tvang. Lige da han kommer ind, opdager han, at Chigurh er væk, og pengene ligeså.

Chigurh dukker igen op ved Carla Jeans mors hus, hvor han har planer om at opfylde løftet om at dræbe hende, hvis Llewelyn ikke returnerer pengene. Men Carla Jean nægter at slå plat og krone, noget som medfører, at Chigurh forlader huset, mens han sparker støvet af sine fødder. Da han kører bort, ender han i en bilulykke, og hans arm får et slemt brud. Men han kan alligevel flygte fra åstedet.

Flere løse tråde
Filmen ender med, at Ed besøger en tidligere politiker ved navn Uncle Ellis. Han sukker og klager over, at tiderne er forandret, og at det er på tide at blive pensioneret, men Ellis minder ham om, at vold og grusomheder altid har eksisteret, og at man ikke kan stoppe hændelsernes udvikling. Senere reflekterer Belle sammen med sin kone over de valg, han har taget i livet, og han husker på to drømme, han havde natten før. I den anden drøm red han og faren på heste over snedækkede fjelde. Hans far, som medbragte et horn med ild, passerede stille forbi ham med hovedet bøjet. Bell husker, at faren skulle "gå foran og gøre et bål klar", og da han kom dertil, vidste han, at faren var der og ventede på ham. Hans konklusion er, at dette kun var en drøm, og hans sidste ord er "… og da vågnede jeg." Her ender filmen.

Filmens løsning og opklaring efterlader sig flere løse tråde, nogen som er interessante og nogen som er irriterende og vanskelige at forstå. For eksempel får vi ikke at vide, hvad der skete med Carla Jean. Chigurh bliver ikke fanget, og vi får heller ikke at vide, om han til sidst fik fat i pengene. Og hvordan undslap Chigurh fra Bell, hvis han virkelig opholdt sig på det motelrum? Men hvis han faktisk ikke var der (noget som er blevet foreslået), hvordan kan vi så redegøre for, at Bell så Chigurhs spejlbillede i slåen på døren?

Til trods for denne tvetydige slutning med mange løse tråde, er det en absolut uimodståelig film. Selv om den er meget voldelig, giver den ingen form for lovprisning eller positivt syn på vold. Derimod viser den de sider af vold, som fører til fortvivlelse. Den er negativ over for voldens vilkårlighed, tilfældighed, gennemtrængelighed og dens tilsyneladende uundgåelige natur. Den fortvivler over måden, hvorpå vold fortærer samfundets sjæl. Filmen er også anderledes, fordi en af hovedpersonerne dør, og det gode sejrer ikke over det onde.

Magtesløshed over for volden
Dette gør, at filmen på mange måder giver et mere ærligt billede af samfundet. Hver eneste dag, når vi åbner for nyhederne eller læser en avis, får vi igen og igen historier om uskyldige ofre for vold. Somme tider får det en retfærdig udgang i det omfang, retfærdighed kan opnås. Men på samme måde, som Chigurh forlader ulykkesstedet, fortsætter volden, og den vil fortsætte, så længe der er mennesker på jorden.

Filmen giver egentligt ingen løsning på volden. I stedet for lader den os tilbage med følelsen af magtesløshed i mødet med dens råhed, uden mulighed for at stå den imod. Det havde absolut været en mulig udvej at konkludere, at menneskers historie altid har været hjemsøgt af vold, og at det ikke er anderledes i dag. I kampen for at overleve og jagten på egne interesser, er vold en enkel løsning.

Det er interessant, og måske ikke en tilfældighed, at Bibelen ikke undgår at tale om vold og tragedierne, som følger med den. I stedet for anerkender den, at voldelige tendenser er en del af den menneskelige natur. Den er ofte hudløst ærlig i sine fortællinger om, hvor voldelige mennesker kan være. Men til forskel fra "No Country for Old Men", slutter Bibelens fortælling ikke her. Den tilbyder frigørelse og frelse fra voldens tragedie - med den endegyldige løsning gennem Jesu voldelige og uretfærdige død. Jesus fortæller os i Bjergprædikenen, at vi ikke skal hade vore fjender, men elske dem i stedet for (Matt 5,44). Dette er radikalt anderledes end den sædvanlige måde at forstå og opnå retfærdighed på, men den giver samtidig en løsning på voldsspiralen, samtidig med at den dermed afslører og åbenbarer sandheden om, hvem vi som mennesker er tiltænkt at være. Vi er ikke deltagere i en kamp om den stærkes ret, hvor alle må hytte sig selv. Vi er relations-mennesker, som er kaldede til at elske mennesker og give vores liv for andre. Film som "No Country for Old Men" fungerer som værdifulde påmindelser om voldens uretfærdighed og håbløse tragedie. Er vores skæbne uden håb, eller kan vi omfavne vores skæbne på en anden måde? Historien synes at reflektere filmens synspunkter, men Bibelen tilbyder et håb om, at det ikke for altid vil blive ved med at være sådan …

Kilde: damaris.no - oversat til norsk af Ingvild T. Kro

---