Nine

Af: Michael Agerbo Mørch
Ny musical fra den prisvindende Rob Marshall om kunstens for- og bagside. Filmen er flot, men drukner i en for løs fortælling.

Siden "Chicago" bragede igennem i 2002 og vandt en Oscar, har verden ventet på en ny, storslået musical fra Rob Marshall. Den er her nu. Med "Nine" har han begået endnu en film, der med pompøsitet og drivkraft bjergtager tilskueren.

Filmen er en genskabning af Broadway-klassikeren "Nine", som slog tungt igennem i 1982. Filmen handler om den kreative og populære filmskaber Guido Contini (Day-Lewis), som befinder sig midt i et tungt limbo. Efter et par fiaskoer er hele Italien på den anden ende, da han annoncerer, at han nu er klar med en ny film, der har den svulstige titel "Italia". Det hele går dog ikke efter planen, for opsætningen er et spil, og Contini har ingenting. Intet manuskript, ingen fantasi, ingen vilje osv. Samtidig lever han et liv med mange kvinder, og det er svært for ham helt at skelne mellem fiktion og virkelighed.

Filmen er flot og fyrig. Med sine flotte frames af Rom, der nærmest ligner postkort, med de rød-gule kampesten, der glinser i aftensolen, de mange ruiner, katedraler, kirker, pladser og specielt en flakkende filmning af den berømte "Piazza del Popolo" gør filmen indtryk på en lokkende måde. I filmen er der en del sange, som alle er klassiske musicalsange. Med det mener jeg, at de begynder roligt, nærmest med sangeren i en fortællende rolle, hvorefter de bygges op i et crescendo med store kor, falsetter og fraseringer. Der er en glød over musikken med de spanske guitarer og den mute'ede trompet, som gør, at det latinske præg står meget stærkt, hvilket klæder filmen fint.

Nu lyder jeg meget begejstret. Det er jeg for så vidt også. Men der er nogle ting, som gør, at filmen ikke får topkarakter. For det første er det opbygningen af historien. Den gør sig ikke rigtigt på film. Kompositionen er ikke stram nok, og de mange sange, der er en vekslen mellem fortid og nutid, er til tider forvirrende og giver ikke filmen åndehuller, men øger nærmest et i forvejen højt tempo. Det er ærgerligt, for sangene er ellers fine forlængelser af dramaet.

Derudover er der en lidt upassende dissonans mellem moralen i filmen, og det filmen viser. Filmens morale er langt på vej, at Contini's liv og virke bliver smadret af hans mange komplicerede forhold til kvinder. Men filmen viser alligevel dusinvis af letpåklædte damer i indbydende og flirtende positurer, og det er med til at give mig en følelse af ambivalens, hvor jeg ikke helt forstår filmens standpunkt. På en måde sælger den sit eget standpunkt i forsøget på at skabe nogle cabaret-lignende scener, men det klæder ikke filmen.

Det er en sand stjerneparade, der sættes i scene i denne film. Selv var jeg overrasket over, hvor god Daniel Day-Lewis egentlig er i hovedrollen. Den dobbelte Oscar-vinder ("My Left Foot", 1989 og There Will Be Blood, 2007) spiller eminent, og det er faktisk muligt at abstrahere fra hans tidligere roller, fordi han tillægger sig en italiensk accent, som virker troværdig. Det er rigtig godt gået. Han er klart filmens højdepunkt. Med cool stil og et nervøst blik spiller han eminent som kunstneren, der fanges i sit eget begær efter både succes, kvinder og ægte kærlighed.

På et tidspunkt er Guido Contini i snak med en præst, som siger til ham: "Fantasien er Guds have, lad ikke Djævelen lege i den." Det citat sidder lige nu og nager i mig. Der er flere gode pointer i filmen omkring, hvad man lader styre sine mål og lyster her i livet. Men det pakkes desværre ind i for mange letpåklædte damer og en for upræcis fortælling.

---