Nick Cave: 20.000 dage på jorden

Af: Michael Agerbo Mørch
Nick Cave er centrum for en mytologiserende portrætfilm af rockstjernen. Underholdende og flot komponeret, men også brovtende og selvfed.

COOL CAVE
Den australske sanger og forfatter, Nick Cave, er selv inden for rockens idoldyrkende cirkler en mytologisk figur. Altså, ikke bare for os fans, men også for andre rockstjerner. Fx har Matt Berninger fra The National fortalt i et interview, at han håber, han aldrig møder sit store idol, Nick Cave - han vil nemlig ikke skuffes.

Berningers udsagn siger noget om Caves status, og den siger faktisk også ret meget om dokumentarfilmen "Nick Cave: 20.000 dage på jorden". Cave - og instruktørerne Forsyth og Pollard - gør intet for at hive Cave ned fra piedestalen. Hvor en normal dokumentar går bag om kunstneren, så vi får lov at lære denne bedre at kende. Cave-dokumentaren går hen til Cave, og lader ham styre slagets gang. Det er voldsomt underholdende, men også lidt ligegyldigt.

Filmen bevæger sig langsomt mellem forskellige plateauer, som bliver brugt som ramme omkring portrættet. Cave kører rundt i hjembyen Brighton. Cave indspiller noget musik i studiet. Cave spiser pizza med sine børn eller besøger sin ven og band-kollega Warren Ellis. Cave sidder og udleverer sit liv til en psykolog eller besøger et arkiv, hvor fire historikere arbejder på at kortlægge Caves fortid (sic!). På den måde spindes trådene ind og ud af hinanden, uden at en sammenhæng søges eller dyrkes. Det er ikke fragmenteret på den måde, at brudstykkerne fremstår som meningsløse klumper, men det er fragmenteret, så man forstår, at den røde tråd ikke er Cave-fortællingens vigtigste fokus.

Jeg har svært ved at placere og indramme Caves livssyn. Nick Cave bruger i sine sangtekster og romaner en del tid på at udfolde et univers, hvor alting er sat på spidsen, og hvor det overnaturlige er naturligt. I dette univers har den bibelske Gud en central rolle at indtage. Cave siger direkte til psykologen, at det er et greb, han bruger fiktivt, men i virkeligheden tror han ikke på Gud. I stedet fokuserer han på en slags memory-filosofi, hvor den mytologiserede og sorterede hukommelse danner drivkraft for nutiden. Nutiden er kaos, men i den selekterede hukommelse er der orden og sandhed - af en slags. Jeg ved ikke, hvad man kalder det, men det lyder klogt - og forkert! Nuet kan måske opleves som kaos, men er det ikke. Menneskelivet leves under ordnede forhold, hvor vi står til regnskab med vores handlinger over for Gud og andre mennesker. Det føles måske som den totale malstrøm, men på bundlinjen forholder det sig anderledes, end Cave beskriver. Vi kan ikke vælge og vrage i vores hukommelses katakomber. Vi bærer vores historie med, som noget vi må tage ansvar for; ikke noget vi bare kan modellere, forfine eller forvrænge.

"Nick Cave: 20.000 dage på jorden" er en velproduceret og æstetisk mættet film, som generelt er underholdende og godt komponeret. Men den er også brovtende selvfed på den lidt trættende måde. Eller måske sagt på en anden måde: de fleste vil finde den en anelse usmagelig! Nuvel, det er sjældent, vi får en musikalsk dokumentar i de danske biografer, så jeg vil anbefale at se den. Den giver stof til refleksion og kan danne ramme om gode snakke om livets værdi, idoldyrkelse og forholdet mellem fortid og nutid.

---