Niceville

Af: Michael Agerbo Mørch
På én gang en alvorlig og humoristisk fortælling om kampen i 1960'erne for lige rettigheder til de sorte, amerikanske tjenestepiger.

HUMORISTISK OPGØR MED RACEADSKILLELSEN
NB: I denne anmeldelse bruger jeg de politisk ukorrekte begreber "sorte" og "hvide", fordi filmen benytter dem.

Selvom jeg på forhånd havde min skepsis over for denne film, så har den sat sig grundige spor hos mig. Jeg er ikke helt klar over hvorfor, men racespørgsmål og etniske konflikter skaber stærke følelser hos mig på trods af, at jeg er vokset op i Vestjylland, hvor der ikke var mange af anden etnicitet end dansk.

Derfor reagerede jeg også stærkere på denne film, end jeg måske burde - og deri ligger der en fare for at overvurdere filmen.

Med de forbehold vil jeg gerne understrege, at det er en god film. "Niceville" rummer både humor og alvor, men selvom den af og til er ved at forfalde til sentimentalitet, så kammer det ikke over.

"Nicevilles" omdrejningspunkt er oprøret fra neden. Vi er i 60'ernes USA, hvor Martin Luther King kæmper for fælles borgerrettigheder, men i staten Mississippi går tingene langsomt. De sorte er fortsat undertrykte - især de sorte kvinder, der arbejder som tjenestepiger, lider under den hårde tone og de uværdige fordomme.

Den unge og dygtige Eugunia "Skeeter" Phelan (Emma Stone) har ikke skaffet sig en mand og nogle børn ligesom de andre veninder. For hun vil gerne være forfatter. Hun er dygtig og stræbsom og presser på for at skrive en bog set fra de sorte tjenestepigers synsvinkel. Hvordan oplever de egentlig arbejdsforholdene? Hvordan har de det med, at de opdrager de hvides børn, mens deres egne må passes af andre?

Skeeter har dog svært ved at finde villige, sorte tjenestepiger, som vil lade sig interviewe til hendes bog. For konsekvenserne er åbenlyse: opdages arbejdsfællesskabet, så ikke bare mister de sorte deres job. De bliver også blacklistet og mister muligheden for overhovedet at finde et andet job. Og med ægtemand og mange børn er det ikke en risiko, man er villig til at løbe.

Men efter nogle voldsomme oplevelser får hun alligevel hjælp fra to garvede kvinder, Aibileen og Minny, der stiller deres livshistorier til rådighed, så Skeeter kan fortælle resten af USA, hvordan situationen egentlig er for denne oversete samfundsklasse.

Jeg er klar over, at det kan lyde sentimentalt. Og som sagt har den sine momenter, hvor det er ved at kamme over. Men balancen bliver fint holdt, netop fordi historierne fra de sorte kvinder ikke er malet for sort-hvidt op. De vil gerne have arbejde, de holder af børnene, de passer, men de føler sig dårligt behandlet og har svært ved at navigere i de utålelige forhold. De hvide er heller ikke kun nogen slemme folk, men ofte er de måske lidt sløve til at få det vist.

Filmen vil nok blive kategoriseret som en typisk kærlighedskomedie, pegende i retning af tøsefilm-genren. Men det er en skam, for filmen kan lære os meget om alle skabningers lige værdi, og hvordan vi gennem respekt og hengivenhed kan give plads til alle.

De sorte i filmen er kirkefolk, og de får sagt nogle vigtige ting om at elske sin fjende. Som Aibileen afslutter filmen med at sige: "Herren siger, jeg skal tilgive mine fjender. Men det er ikke let. Nogle gange må det starte med, at man fortæller, hvordan man har det." Det er der en sandhed i, og det er et af de steder, hvor filmen læner sig op ad den etik, Jesus lærer os.

Filmen vil gå glimrende som familiefilm, film i teenklubben eller på efterskolen. Men som sagt: Alle kan lære af den!

---