Never Let Me Go

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
I 1970'erne var det 20 år siden, det blev muligt at lave menneskekloner, som skulle bruges til donorer. Vi følger en håndfuld kloner. Kan man have sin identitet i dét at skulle redde andre?

Filmen bygger på romanen af samme navn af Kazuo Ishiguro - på dansk Slip mig aldrig. Det er en science fiction-film, men ikke fremtidsfantasi. Ishiguro laver det smarte trick, at filmen foregår i 1970'erne - 1990'erne, men med den forudsætning, at der i 1950'erne blev udviklet en teknik til at lave menneskekloner, som kan bruges til organdonorer.

Etikken bag blev accepteret i samfundet, og det offentlige står bag "National Donor Programme", som fremstiller klonerne og styrer doneringerne. Klonerne accepterer deres skæbne og er indimellem endda stolte af deres rolle i samfundet, som betyder, at nogle mennesker reddes ved at få transplanteret et organ fra en donor-klon. Nogle kloner kan klare fire doneringer, inden de "afslutter". Samfundet - og klonerne selv - sætter ikke spørgsmålstegn ved etikken i klon-projektet, men der er mennesker, som kæmper for, at klonerne skal opfostres under humane forhold.

Vil følger en håndfuld kloner, fra de er cirka 10 år og bor på et stort børnehjem, som drives af National Donor Programme, til de begynder deres gerning for menneskeheden. Ved hjælp af fortællingens meget specielle plot får Kazuo Ishiguro mulighed for at sætte fokus på menneskesynet. Hvad er en sjæl? Hvad betyder det, at vi er dødelige? Kan man have sin identitet alene i det, at man kan redde andre?

Når hele meningen med livet for filmens hovedpersoner er at afgive deres organer, indtil de dør af det, bliver stemningen meget melankolsk, og i enkelte tilfælde desperat. Det understreges flot gennem den eminente fotografering, som er smuk, stemningsfuld og med afdæmpede farver, og det fremhæves gennem musikkens mange melankolske strygere.

Til trods for den dystre historie, er det en film, vi har lyst til at se igen engang. Om ikke for andet så for at genopleve det stærke skuespil fra alle de medvirkende - også børnene. Filmen kan nydes alene for den smukke fotografering. Og selv om forudsætningen for filmen - at klonerne accepterer deres skæbne - ikke virker helt troværdig - står der flere scener tilbage, som provokerer og skaber eftertanke, også selv om man har sovet et par gange på det hele.

Blandt ekstramaterialet vil vi gerne fremhæve "The Secrets of Never Let Me Go", hvor de medvirkende kommer med deres udlægning af symbolikken i filmen. Det er usædvanlig godt lavet. Allerførst i materialet gentages en sætning, som siges næsten sidst i filmen. Det er filmens fortæller (Carey Mulligan), der siger: "Det, jeg ikke er sikker på, er, om vores liv har været meget anderledes, end de personers liv, som vi redder." Hendes konstatering er, at vi alle skal dø en dag.

Jeg (Anette) havde læst bogen, inden vi så filmen. Filmen følger bogen nøje, og jeg vil ligesom forfatteren sige, at det er utroligt, så meget, der er med. Få blikke kan sige, hvad der skal bruges en halv side til i bogen. Det gør bestemt ikke noget at kende historien på forhånd - det er nærmere en fordel.

---