Nebraska

Af: Henrik Højlund
En roadmovie, hvor en søn er chauffør for sin aldrende far, som er opsat på at hente den milliongevinst, han har fået brev om at kunne få 2000 km borte.

EN LANG REJSE
Den amerikanske film "Nebraska" er en klassisk roadmovie. Roadmovie er betegnelsen for den type film, som handler om mennesker på en rejse, der foregår både på et ydre og et indre plan. Mennesker bevæger sig rent fysisk fra ét sted til et andet, samtidig med at de rent mentalt eller åndeligt bevæger sig fra ét sted til et andet. Der sker en eller anden erkendelse undervejs.

I "Nebraska" handler det om den aldrende Woody Grant, der mener, at han har vundet en million dollars, som han agter at hente i den stat, hvorfra han har fået brevet om gevinsten. Brevet er et af den slags, som sendes til et hav af mennesker med et gyldent løfte uden dækning, i virkeligheden en form for skjult reklame.

Woody Grants kone og to sønner gør alt, hvad de kan for at tale ham fra idéen om at rejse af sted, men hans stædighed er grænseløs, så de må igen og igen hente ham på landevejen, hvor han har tænkt sig at gå de hen ved 2000 km for at hente gevinsten. Til sidst forbarmer den ene søn sig og kører ham til stedet.

Fra filmens begyndelse bliver man klar over, at den gamle ikke har været verdens bedste far eller ægtemand. Tidligt alkoholiseret har han vanskøttet hjemmet. Og han er ikke blevet mere sympatisk med årene. Det er ikke just faderlig venlighed og godhed, sønnen bliver mødt med. Og omvendt lever den gamle med en evigt hakkende kone og to voksne sønner, der for længst har opgivet ham.

Undervejs møder de slægtninge til et familietræf. Scenerne fra familietræffet er ubetaleligt sjove. De få ansatser til noget, der skal ligne en form for samtale, mens alle sidder og glor på fjernsynet, er vidunderlige i al deres tåbelige tomhed.

Woody Grant får, trods sønnens advarsel, fortalt om sin gevinst på et værtshus, hvorefter hele den lille by er på den anden ende over dagens mand i skysovs. Det medfører imidlertid også opkrævninger af gammel gæld fra venner og familie, og både sønner og kone må forsvare deres fallerede far og ægtefælle.

Alt i alt opstår der med bittesmå antydninger en form for forståelse og forsoning. Slet ikke stor og følelsesfuld, men smukt antydet i en bisætning, et skævt smil, en desperat forsvarshandling. Smukkest er chauffør-sønnens mærkeligt langmodige, omsorgsfulde sind over for faren. Det er måske filmens mest bevægende moment. Bag al sin forkvaklethed nærer faren et ønske om for en gangs skyld at gøre noget godt for sine sønner, at være, trods alt, en god far for dem. Ønsket går på en måde i opfyldelse, men nærmest med modsatte fortegn. Sønnen er den ud over al rimelighed gode søn, der fremkalder en smule lys hos faren.

Filmen åbner for en række temaer som at forsone sig med sit vilkår, at blive agtet trods mislykkethed, at leve sin drøm ud, at undgå at tage håbet fra et menneske.

Det er den bedste roadmovie, jeg har set siden David Lynchs mesterværk The Straight Story. Og også den bedste film, jeg har set af instruktøren, Alexander Payne, hvis film The Descendants og "Sideways" efter min mening var temmelig overvurderede, i modsætning til hans – tror jeg – gennembrudsfilm "Rundt om Schmidt", som var en meget fornøjelig historie med gode undertoner af mening. "Nebraska" er fuld af mening med gode undertoner af humor.

Skuespillet er i top med fremragende præstationer af ikke mindst Will Forte i rollen som søn og Bruce Dern i rollen som far.

---