Nawals hemmelighed

Af: Finn Andersen
Tvillingerne Simon og Jeannes mor er død. Derfor rejser drengene til morens fødeegn, Mellemøsten. Ved fælles hjælp lykkes det at stykke brikker til deres mors ukendte liv sammen.

Tvillingerne Simon og Jeannes mor, Nawal, dør, og den advokat, hun arbejdede for, indkalder børnene for at overrække dem hendes testamente. Deres arv er en opgave.  De får to konvolutter – en til en bror, de aldrig før har hørt om, og en til en far, de troede var død. Jeanne rejser til Mellemøsten, og da hun kommer ud i problemer, følger Simon modvilligt efter. Ved fælles hjælp lykkes det dem at samle brikkerne til Nawals historie - om en mor, de aldrig helt har kendt. Filmen er bygget op omkring tilbageblik på Nawals liv, efterhånden som børnene finder dele af det frem.

Filmen er fra den fransktalende del af Canada. Men filmen minder om fransk, finsk og tjekkisk film med almindelige lav-sociale mennesker og deres tilværelse. Filmen har - til trods for det lidt uvirkelige overlæssede præg - nogle gode scener.

En af de bedste scener er mod slutningen, hvor to pænt klædte mænd henter en mand på et hotel. Den unge mand bliver uden videre taget med, og da de går gennem våbenkontrollen, kommer der et hidsigt hyl – uden at nogen reagerer. Det siger noget om samfundet. Tænk, at hoteller har våbenkontrol, og at nogen er så mægtige og autoritære, at man ikke tør reagere, når nogen bliver opdaget.

Sådan er der også andre, meget gode og overraskende scener uden en hel masse filmiske virkemidler. Nawal og hendes kæreste går lidt frygtsomt gennem et stenet landskab. Pludselig møder de en, som pifter (jeg tænker, at nu går det helt galt) – nye personer dukker op på scenen, og snart ligger den unge død, og Nawal bliver slæbt op ad skråningen.

En af de mest dramatiske scener er, hvor Nawal leder efter sin søn og overværer en massakre i den bus, hun er med. En kristen milits skyder alle, men skåner Nawal, da hun bærer et kors.

Billeder siger meget mere en ord – og filmen er en farverig fortælling med meget enkle, spidsfindige virkemidler.

Filmens franske titel "Incendies" betyder ildebrande. Der har ofte været "ildebrand" i Mellemøstens historie, og det er det, som filmen griber fat i. Samtidig er det mere meningsfuldt at opfatte "Nawals hemmelighed" som et billede på en særlig urolig del af kloden, end at opfatte filmen som en dramadokumentar. Og det er netop det, som gør filmen rigtig god. Uden egentlig at pege på en bestemt konflikt, bliver vi sat ind i en sammenhæng, hvor vi forventer uro og ballade omkring ethvert gadehjørne.

Men det er ikke svært at blive lidt irriteret på filmen. Dels er den meget lang, dels er plottet rimelig indviklet og springer mellem fortid og nutid, men instruktøren er god til at samle op og få dramaet frem – derfor 4 stjerner.

Filmen har fået mange stjerner i andre medier – og har også været Oscarnomineret som bedste udenlandske film.

---