Nattevagten - dæmoner går i arv

Af: Niels Christian Askholm
Ole Bornedal byder velkommen tilbage på retsmedicinsk 30 år efter en morderisk spændende historie udspillede sig – denne gang står den næste generation for skud.

RIV PLASTERET AF OG SE HVAD DER SKER 

Året er 1994, den unge spillefilmsdebutant Nikolaj Coster-Waldau indtager rollen som den jurastuderende Martin, der tager sig et studiejob som nattevagt på retsmedicinsk afdeling. Kritikkerne har ikke store forventninger til Ole Bornedals forsøg på en dansk horrorthriller. Dog gøres de manges kritik til skamme, da filmen viser sig at blive et ikonisk mesterstykke af hitchcockske dimensioner.

Nu knap 30 år og en international karriere senere, møder vi igen Coster-Waldau i rollen som Martin. Denne gang ikke som den kække og udødelige jurastuderende, men som den knækkede, traumatiserede og arbejdsløse far, som i sin uduelighed er ved at drive sin datter til vanvid. Emma, som hun hedder, er spillet af Ole Bornedals egen datter, Fanny Leander Bornedal, og er filmens omdrejningspunkt. Hun finder en kasse med sin fars gamle ting, blandt andet hans gamle walkman. Mens hun lytter til Sort Sols ikoniske soundtrack, Let Your Fingers Do the Walking, går det så småt op for hende hvilke traumer, der har hjemsøgt hendes familie hele hendes liv. I et forsøg på at få svar og løsninger på farens tilstand, tager Emma hans gamle job som nattevagt. Da hun opdager, at kommissær Wörmer, portrætteret af Ulf Pilgaard, ikke blev dræbt dengang, men er anbragt på Sankt Hans' psykiatriske hospital, opsøger hun ham. En skæbnesvanger konfrontation, der ripper op i det gamle og uhelede sår, og på ny skaber uoverskuelige konsekvenser for vores hovedperson og hendes nærmeste.

Nostalgi, gys og den nye generation
Nattevagten II er på flere parametre en velproduceret dansk thriller, som dog halter visse steder. Filmen er spændingsfuld, skræmmende og til tider ganske morsom. Tonen er dyster og stemningen lettere deprimeret gennem hele fortællingen. Skuespillet er overordnet godt, og de visuelle effekter er veleksekverede og gruopvækkende. Det suspense-skabende kameraarbejde og filmens mise-en-scene ligger sig i fin forlængelse af originalen.

Har man set ”Nattevagten” vil man genkende og mindes mange af de ikoniske scener herfra genoplivet af den næste generation. Et nostalgisk og glædeligt (gen)syn, der mest af alt minder én om, hvor indflydelsesrig og kult ”Nattevagten” er.

Bornedal udforsker den sociale arv og statistikken, der dikterer, at en efterkommer af et offer, selv bliver et offer, og barnet af en forbryder tillige vil indtage denne sociale plads i samfundet. Det er samtidig en film om at bryde med den forrige generations nedarvede dæmoner. Det er helt klart en force, at handlingen ikke tager udgangspunkt i de oprindelige karakterers helingsproces, men i mangel på samme lader det være op til den næste generation at råde bod på fortidens terroriserende dæmoner. Der hviler samtidig en underliggende identitetstematik, der mere eller mindre subtilt betoner forskelligheden i den tidligere generations rigide identitetsopfattelse og den nye generations selektive forståelsesbegreb, hvorom begge dele er forbundet med en vis form for krise.

En utroværdig fortælling
Selvom filmen har mange gode ting kørende for sig, så er der dog essentielle elementer, der ikke lever op til den standard, der er lagt for dagen. Det halter gevaldigt på manuskriptsiden. Dialogen føles gammel-ungt og ofte forceret. Strukturmæssigt har Bornedal forsøgt at lægge sig tæt op ad originalen og samtidig overgå den, hvilket resulterer i et til tider hullet og urealistisk plot, som dog stadig lider under klicheer.

Så alt i alt er "Nattevagten – dæmoner går i arv" en ganske fin dansk psykologisk thriller, hvis man ikke tænker for meget over kausalitet og realisme, men mere er på jagt efter spænding, lamslående underholdning og nostalgi. Trods de mange referencer, er det muligt at se filmen uden at have set originalen. Oplevelsen føles blandet og potentialet forbliver uforløst.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---