Natportieren (serie)

Af: Jørgen Hedager Nielsen
Manden med flere navne arbejder som natportier, men ender som engelsk efterretningsagent. Vil det lykkes ham at få ram på en illegal våbenhandler, der også er skyld i flere personlige tragedier i natportierens eget liv?

EN VELLYKKET FILMATISERING
John Le Carrés roman om den engelske natportier Jonathan Pine er ikke enkel læsning. Historien i sig selv er ret kompliceret, og John le Carrés til tider lidt krukkede, men altid læseværdige sprog gør det ikke enklere at følge ham. En filmatisering af den mere end tyve år gamle roman ville kræve en sikker hånd af instruktøren. Den hånd har danske Susanne Bier.

Verdens ondeste mand
Denne anmeldelse af baseret på de to første afsnit af den engelske BBC-filmatisering. De er fortalt tydeligt og alligevel med stor respekt for romanen. Jonathan Pine har en fortid som efterretningsofficer i den engelske hær. Nu er han en smilende og høflig medarbejder på fine hoteller - først i Cairo og senere i Schweitz. Begge steder møder han verdens ondeste mand, våbenhandleren Richard Ropers, og han bliver på meget smertelig vis klar over, at menneskeliv ikke betyder noget for Ropers. Pine hyres som agent for en engelsk efterretningstjeneste, der ønsker at få ram på Ropers. På grund af sit personlige tab og på grund af solid gammeldags engelsk patriotisme er Pine villig til at løbe den store risiko, det er, at blive kørt i stilling som en insider i Ropers organisation.

Spændende personligheder
Andet afsnit begynder dramatisk på Richard Ropers sommerresidens på Mallorca. Derefter hopper fortællingen et halvt år tilbage for at fortælle, hvordan Pine gøres til en person, der er troværdig og brugbar for en mand som Ropers. Vi præsenteres lidt grundigere for Ropers familie og medarbejderstab, og vi bliver klar over, hvilken pris Pine må betale for at kunne accepteres af Ropers. Og så er alt lagt til rette for at gå i gang med hovedfortællingen, der handler om Jonathan Pines dobbeltrolle som den skarpe iagttager, der både skal agere loyal medarbejder for verdens ondeste mand og samtidig være agent for et engelsk efterretningsvæsen.

John le Carrés romaner rummer stærke psykologiske portrætter. Ud over den elementære spænding, som meget flot er bevaret i filmatiseringen, står hovedpersonerne også som levende personer og ikke kun som flade skabeloner. Det skyldes gode skuespillere og nok også Susanne Biers stramme instruering. Flere gange dvæler kameraet ved nærbillede af en hovedperson, ofte så tæt på, at vi kun ser et øje. Men også landskaberne bruges som en del af fortællingen.

Etik og politik
En meget stor del af romanen handler om det spegede spil mellem de forskellige engelske og amerikanske efterretningsvæsener. De gør, hvad de kan, for at holde kortene tæt ind til kroppen, tage ære fra hinanden samt spænde ben for hinanden. John le Carré beskriver disse ødelæggende spændinger med bidende ironi. Det sker mest gennem samtaler, men det er alligevel lykkedes at få lidt af det med i filmatiseringen.

Et af romanens store temaer er, hvorvidt det er i orden, at et civiliseret land bruger en kriminel våbenhandler som sin håndlanger og repræsentant i verdens urocentre. Skal vi styre, eller skal vi stoppe en sådan mand? lyder spørgsmålet i afsnit to. I romanen er rammen Golfkrigen. Det er i filmatiseringen lagt frem til vores tid med "det egyptiske forår" som ramme.

Der er ingen etiske spørgsmål af speciel kristen art, men der er mange situationer, hvor hovedpersonerne må tage afgørende etiske valg. Sproget er nogenlunde pænt uden brug af overdrevent saftige gloser. Der er flere sex-scener, men de er ikke skildret i pornografisk stil.

---