Når vinden rejser sig

Af: Michael Agerbo Mørch
Den japanske mesterinstruktør, Hayao Miyazaki, leverer en fornem svanesang om flyvemaskiner og drømme. Filmen er en værdig afslutning på en glorværdig karriere.

Vi har efterhånden vænnet os til, at når den japanske animations-mester, Hayao Miyazaki, laver en ny film, så er der et potentielt mesterværk på vej. Sådan har det været siden gennembruddet Prinsesse Mononoke (1997) eller i hvert fald den megaroste Oscar-vinder Chihiro og heksene (2001). Men nu er det eftersigende slut. I hvert fald har Miyazaki selv postuleret at Når vinden rejser sig bliver karrierens svanesang. Man kunne jo håbe, at udtalelsen skyldes dramatik - hvis ikke, så har vi fået et flot punktum for instruktørens filmografi.

"Når vinden rejser sig" er en smuk rejse gennem hovedpersonen Jirôs liv. Jirô er meget nærsynet, men drømmer alligevel om at blive pilot. Han ved godt, at det er umuligt, men om natten, i drømmene, er der ingen begrænsninger. Her hersker Jirô over luftens rige. I en af de mange drømme møder Jirô den italienske aeronautiske ingeniør, Caproni, der designer nye, epokegørende fly. Det går op for Jirô, at han egentlig hellere vil være flyingeniør end pilot. Fra da af jagter Jirô drømmen om at blive verdens førende flydesigner. Karakteren Jirô er en sammenskrivning af to virkelige personer: Jirô Horikoshi og Tatsuo Hori. Det giver et usædvanligt stykke fiktion, der står og dirrer på kanten af virkeligheden.

Jirôs liv
Jirôs liv danner som sagt rammen om fortællingen, som også har udblik til nogle af de vigtigste historiske begivenheder i Japans historie i det 20. århundrede. Det historiske bliver dog aldrig det vigtigste og bliver ikke forklaret. Men fortvivl ikke. Man kan sagtens få fuldt udbytte af filmen uden fx at kende til det store Kanto-jordskælv i 1923, arbejdsløsheden og den smitsomme tuberkulose-epidemi efter depressionen i 30‘erne, fascismens frembrud og japanernes engagement med nazisterne på kanten af 40'erne, osv. Det er spændende at dykke ned i, men den personlige fortælling er stærk nok til at bære filmen - en ret flot manuskriptpræstation af Miyazaki.

Miyazaki er kendt for, at der i hans film ikke er det normale "god vs. ond"-skisma. Miyazaki ser ingen grund til at skabe denne banale dramaturgiske effekt, og det er en fremgangsmåde, som han har haft succes med i efterhånden mange film. Tidligere har jeg opfattet det som en kende naivt, men jeg har skiftet standpunkt: det tilføjer nærmere filmen en kompleksitet, som dog er underspillet. Et eksempel: Jirô bliver sat til at bygge et fly til hæren. Det viser sig senere at være det Mitsubishi A5M-fly, som de japanske kamikaze-soldater brugte under anden verdenskrig. Men rollen som skurk, helt eller uvidende bliver ikke defineret - fordi historiens spil ikke er så simpelt.

Verdensbilledet
Det japanske verdensbillede er rundet af en cirkulær livsforståelse, hvor naturen spiller en betragtelig rolle. Det kommer frem i glimt i Jirôs kærlighedshistorie, men det er ikke noget bærende tema. Faktisk er det mere en vesterlandsk eksistentialisme, der toner frem i filmen (jf. filmens indledende citat af den franske forfatter Paul Valéry: "Vinden rejser sig, og vi må prøve at leve"). Miyazaki ser verden som turbulent og uden kontrol, og vi mennesker må forsøge at navigere i kaos. Det bibelske verdensbilede er jo omvendt: på trods af voldsomme hændelser i vores liv, så er det vores trøst, at der ikke hersker kaos, men håb. Guds almægtighed bærer os igennem omskifteligheder og giver os samtidig det håb, at en dag skal alting gøres nyt.

På trods af denne verdensbilledlige skævhed (i min optik) er "Når vinden rejser sig" en fornem film, som er en værdig afslutning på en glorværdig karriere.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---