Når kirsebærtræerne blomstrer

Af: Michael Agerbo Mørch
En tyk mand har mistet sin kone og rejser til Japan for at bearbejde sin sorg. Filmens intention er god, men resultatet dårligt.

Egentlig er det jo besnærende. En mand fra den tyske provins, lever et liv efter et fast mønster. Han står op hver morgen, tager toget på et bestemt tidspunkt, spiser frokost præcis kl. 12, med det samme i madpakken hver eneste dag. Han har ikke haft en sygedag i 20 år, og hans kone venter med kålruller og varme futter derhjemme. Pludselig dør hans elskede kone, og han efterlades med børn, der har for travlt til at tage sig af ham, og med en ubærlig smerte i hjertet. Så drager han ud på en sidste rejse til det forjættede land (Japan), som konen drømte om at se, men som han altid havde været for konservativ til at besøge. På hans rejse konfronteres han med det globaliserede Tokyo og med en virkelighed, der er milevidt fra den tyske landsby. På vejen er der tanker om familieforhold og sorgbearbejdelse. Det er jo en ren prisvinder. Filmen har også fået gode anmeldelser, og det er helt sikkert, at folk mellem 40-55 år vil elske denne film. Men hvorfor? Efter min mening har filmen intet interessant at byde ind med. Jovist er intentionen god, men det er for letkøbt at lave en film om en ældre mand, der drager ud på en rejse, og pludselig får sig en refleksiv verden, fordi han konfronteres med tab. Temaerne i filmen er vedkommende og interessante, men det bliver ikke en god film af den grund. Faktum er, at jeg kedede mig, fordi den er så forudsigelig.

Rudi, som er den ældre mand, møder en japansk pige, der danser butoh, hvilket betyder skyggedans. Meningen er, at man ikke kender sin skygge, og den kan ikke give anden respons end at efterabe den dansende. Rudis interesse for dansen kommer af, at hans afdøde hustru var optaget af danseformen, men Rudi forbød hende at danse det, og spærrede hende derfor inde "som en tiger i et bur", og hans anger går netop på dette. Ikke originalt, men alligevel stærkt signal om, at folk i ægteskab skal give hinanden plads og rum. Selve butoh-dansen er derfor, som at danse med folk, som ikke er til stede. Yu, som den japanske danser hedder, danser med sin afdøde mor, men Rudi ender med at forløse sin smerte i en dans med sin afdøde hustru Trudi (ja, bare det at navnene rimer, er for åndssvagt), ved det store og mægtige bjerg "Mt. Fuji". Efter dansen dør Rudi - ikke af smerte eller sygdom - men af forløsning, fordi han endelig har fundet fred. Der er altså en stor del spiritualisme, og selvom tanken om skyggedansen med de afdøde elskende er besnærende, så er det for pubertært. Jeg sidder ikke med en fornemmelse af, at filmen er seriøs, det er mere en historie som skal bringes i Ude og hjemme, hvor filmens målgruppe sikkert også findes. 

Jeg ved, jeg er hård, men det er ikke uden grund. Der er både charme og varme i filmen, men den må bare ikke få lov til at hente de billige point, den forsøger. Der er for meget relativisme og for lidt grundig refleksion over tabets smerte. Der bliver ikke gået seriøst til temaerne, og det hæmmer filmen. Fx ender Rudi en aften på en stripbar, hvor man for det første ser for meget og for længe, og for det andet aner man ikke, hvad han laver der. Er det sorgbearbejdelse? Er han fuld? Er han lokket? Det kommer så kikset ind i filmningen, at man bare ryster på hovedet. 

Der kan fint diskuteres eksistentielle emner på baggrund af filmen, men der er så mange andre, jeg hellere havde set og bearbejdet, så skøjt for min skyld gerne over denne film.

Intentionen er god, men produktet er dårligt. Denne film må ikke eksponeres som god kunst, selvom det ligger ligefor.

Den har simpelthen ikke kvaliteten. Undrer du dig over de tre stjerner, så kan jeg fortælle, at de er givet for intentionen, de pudsige indfald og den poetiske titel. 

---