Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford

Af: Henrik Højlund
En dramatisk historie om Jesse James med vægt på det psykologiske drama. Filmens billedside er et stærkt kapitel for sig.

Hvis nogen forventer en western af den mere traditionelle slags med en helt og en skurk og lidt derimellem, spundet ind i en god historie med et par dramatiske højdepunkter, eventuelt tilsat et stænk lovestory, skal de ikke se "Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford". Alene den gumpetunge titel antyder noget andet. Hvis man derimod vil se, hvordan Jesus-Judas-temaet kan spilles i en slags mol-version og i et western-miljø, kan denne fremragende film varmt anbefales.

Filmen følger øjensynligt ret nøje de faktiske begivenheder omkring det sidste års tid af Jesse James' liv.

En fortællestemme plus nogle flashbacks opdaterer Jesse James' historie for os. Mange andre film har med skiftende held gjort brug af fortællestemme. Ofte er det en lidt for billig måde at løse filmens egne problemer med sammenhæng og klarhed i handlingen. I denne film fungerer fortællestemmen som en naturlig inkorporeret og i øvrigt kun sparsomt brugt del af filmen.

Vi træder ind i historien, hvor Jesse James planlægger endnu et togrøveri, og hvor en ung, uerfaren fyr ved navn Robert Ford forsøger at slutte sig til banden. Robert Ford har dyrket den levende legende, Jesse James, siden drengeårene. Nu opfyldes hans hedeste drøm: at komme tæt på helten og blive en del af hans bande.

Jesse James er imidlertid en stjerne, der har passeret zenit. Både det ydre og indre forfald står for døren. Helten er ikke helt, som myterne har fortalt. Den unge knøs' hemmelige kærlighed krakelerer, og kærlighed bliver til en blanding af skuffelse, had og frygt. Den hengivne discipel bliver til en Judas.

At Jesus-Judas-motivet spilles i "mol", skyldes, at "Jesus"-figuren langt fra er nogen Jesus. Jesse James er ingen Robin Hood, som fortællingerne om ham ellers har givet indtryk af. Virkelighedens Jesse James er et så sammensat menneske, som man lige nøjagtig kunne forvente det af et menneske med adskillige brutale mord på samvittigheden, men som samtidig også var en kærlig far og ægtefælle og i nogen grad en agtet samfundsborger. En slags datidens Don Corleone. Filmen formår at fastholde figurens flertydighed, så vi hverken forfalder til ensidig afsky eller sympati for figuren, og dog alt i alt fornemmer, at vi har med et grundlæggende afstumpet menneske at gøre.

Alt dette gør imidlertid ikke, at den store del af sympatien så lægges i Robert Fords skål. Dertil er også denne figur alt for tvetydig. Tilskueren føler på én og samme tid forståelse for og ubehag ved Roberts tiltagende ønske om at komme Jesse James til livs. Ubehaget har at gøre med et grundmenneskeligt ubehag ved forræderi i enhver skikkelse, men også med Robert Fords delvis meget tvivlsomme motiver.

Alt i alt får vi altså den dramatiske historie om Jesse James i et slags kammerspil med vægt på det psykologiske drama. Og det spilles med overlegen styrke af samtlige medvirkende. Brad Pitt (Jesse James) viser endnu engang, at kan meget mere end at give den som endimensional kvinde-helt. Casey Affleck giver sin storebror (Ben) hundrede gange baghjul med sin fabelagtigt nuancerede Robert Ford-figur, og i en stor birolle spiller Sam Shepard uforlignelig godt i rollen som den på én gang naive og mere sympatiske bror til Robert Ford.

Filmens billedside er et stærkt kapitel for sig. Det hele er holdt i betagende smukke og samtidig ofte lidt slørede billeder, som understreger historiens lidt mytiske karakter. Samtidig med at det også forlener historien med en aura af noget autentisk. Det sidste opnås i høj grad også med en dialog, der ligger langt fra de ofte alt for moderne tonelejer i et historisk drama.

---