Mordet i Venedig

Af: Jørgen Hedager Nielsen
Dette Agathe Christie-mysterium er tilsat spøgelser, spiritisme og andre gyser-effekter. Mod slutningen har Poirot nogle betragtninger om at slutte fred med de spøgelser, vi har i vores indre.

POIROT - NU MED GYS 

Instruktøren Kenneth Branagh har vovet sig ud i endnu en Agathe Christie-genindspilning, selvom hans to første (Mordet i Orientekspressen og "Døden på Nilen") ikke fik de mest begejstrede anmeldelser. Der må jo være solgt tilstrækkeligt med billetter til, at han fik penge til endnu en genindspilning af de udødelige krimier. Han har igen selv hovedrollen som mesterdetektiven Hercule Poirot.

Ingen hygge
Fortællingen er henlagt til Venedig, hvilket giver mulighed for mange flotte scener. Agathe Christie har beskrevet Poirot som en excentriker med adskillige charmerende særheder. De blev gengivet mesterligt af David Suchet i den omfattende tv-serie om Hercule Poirot. De var lidt med i Branaghs to første genindspilninger, men desværre er de nu nærmest helt væk. Rigtig ærgerligt.

Agathe Christie har været omtalt som opfinderen af den genre, som kaldes hyggekrimi. Det kunne de to første af Branaghs film også leve op til, men ikke "Mordet i Venedig". Der er spøgelser, spiritisme, underlige lyde, vrangforestillinger, flagrende gardiner, tordenvejr, en skrigende fugl, og hvad der ellers findes af virkemidler fra gyser-genren. Noget af det får faktisk én til at hoppe lidt i sædet. Der sker også et par mord, som ingen kan forklare - måske bortset fra Poirot.

Mænd med traumer
Bag gyset er der et gedigent Agathe Christie-mysterium, hvor mistanken bliver kastet på stort set alle i det uhyggelige hus, som ingen kan forlade på grund af uvejret. Karaktererne har hver deres historie og særpræg, og de dygtige skuespillere gør dem troværdige. Dog sad jeg flere gange med en fornemmelse af, at de kunne have gjort det endnu bedre.

Filmen foregår i 1947. Anden verdenskrigs rædsler er stadig i klar erindring, og flere bærer på traumer fra det, de oplevede under krigen. Det gælder også Poirot, der flere gange virker som en mand, der er plaget af ting fra fortiden. Mod filmens slutning har han nogle betragtninger om at slutte fred med de spøgelser, vi bærer i vores indre. Som den intelligente og analytiske mand, han er, tror Poirot ikke på det spiritistiske medie og alt spøgeriet. Til det spiritistiske medie siger han noget i regning af: "Jeg ville ønske, du havde ret, for hvis der er genfærd, er der også sjæle. Og hvis der er sjæle, er der også en Gud. Og er der en Gud, så er der også en mening med det alt sammen." Der er også en tidligere nonne, som kender sin Bibel, og som hævder, at spiritismen er ond i Guds øjne.

Man er godt underholdt af "Mordet i Venedig", der indledes med, at vi møder Hercule Poirot som pensionist. Han har trukket sig helt tilbage fra verden og hyret en effektiv bodyguard, der beskærmer ham mod alle dem, der desperat har brug for en detektiv. Filmen slutter med at antyde, at han måske ikke helt kan holde sig fra det efterforskningsarbejde, som han er så god til. Der er flere gode fortællinger fra Christies hånd. Hvis Kenneth Branagh fortsætter, håber jeg, at han vil lægge sig lidt tættere op ad den oprindelige fortælling - især når det gælder skildringen af hovedpersonen. Og lad os så også få lidt af den underspillede humor, som Agathe Christie mestrede, og som glimtvis var med i Branaghs to første Poirot-film.

Filmen er kommet på dvd og blu.-ray og kan ses på Disney+.

---